lørdag den 18. oktober 2014

Kønsforskelle

Når jeg tænker på det jeg selv har hørt om overgreb, handler det typisk om kvinder. Ikke nok med det, så kan man også tit læse om forskellen. En veninde i en gruppe piger bliver bakket op - også offentligt - der bliver passet på hende og omverdenen ved bedre hvordan de skal reagere. Jeg tror personligt det handler om, at der er mindre spørgsmål. Der er tydeligere ideer om hvordan en voldtægt er foregået.

Nu er jeg personligt også selv af den opfattelse, at der bare er en forskel på mænd og kvinder. Ikke at det ene køn er bedre end det andet; de reagerer bare forskelligt. Særligt i det samfund vi lever i. De fleste kan gætte sig til, hvordan en voldtægt af en kvinde foregår. Måske bliver det også nemmere at forholde sig til. Men det er noget helt andet, som jeg skal bruge lidt mere tid på.


Jeg tror faktisk ikke, at mænd forstår mindre end kvinder. Men jeg tror vi lever i et samfund, hvor de fleste overgreb sker på kvinder - og disse fortroliger sig til andre kvinder -, at de er bedre forberedt. Det er selvfølgelig både positivt og negativt.

Det jeg selv har følt skaber afstand med andre mænd, er tanken om hvor meget de egentlig forstår. Først og fremmest er der den opfattelse: "Hvorfor forsvarede du ikke dig selv? Hvorfor gjorde du ikke noget?" sammen med de typiske følelser, efter man er blevet udsat for et seksuelt overgreb. Som en mand burde man kunne forsvare sig selv.

Hvad jeg selv har hørt/oplevet er også, at folk stiller mange flere spørgsmål. Hvor blev hvad proppet ind, hvordan og i hvilket stilling kunne det lade sig gøre. Der en del praktiske spørgsmål. Spørgsmål, som man måske bare ikke lige magter at svare på. Når de fysiske spørgsmål - jeg ved folk stiller dem for dem selv - er klaret, så er der resten.

Det som nogle ville kalde manglende indlevelse hos mænd, oplever jeg så også bliver for meget hos kvinder. Igen det med forskelle. Det ene køn er ikke bedre end det andet; de er gode og dårlige på hver deres måder. Jeg oplever at mænd hurtigere tager afstand og laver akavede jokes. Jeg oplever også, at kvinder oftest fokuserer mere på det end jeg selv gør; så det begynder at blive påtrængende.


I forhold til at være sammen med andre mænd, tager jeg generelt stor afstand. Jeg kan ærlig talt ikke svare på, om det hele har noget med overgrebene at gøre. Der er selvfølgelig den angst der opstår, når jeg er i et lukket rum med en anden mand, og vi er kun os to. Så skal han ikke gøre meget, før der kommer en følelse af at skulle slås for livet. Måske er det egentlig også hvad andre mænd fornemmer. Hvis man skal falde tilbage på instinkter og testosteron (det kan vi jo nok ikke løbe fra), tror jeg der sker noget mellem mænd, hvor en er parat til at slå løs. Men der sidder vi nok igen i et tabu: At fortælle det sådan, kan lyde som en mand der vil bevise sig selv og spænde musklerne. "De bliver bare nervøse omkring mig, haha, jeg er en trussel, hvor er jeg sej."
Personligt føler jeg mig på ingen måde sej og mandig, når jeg skaber uro i 'mandeflokken'. Primitivt set er min oplevelse en følelse af at være truet og i fare omkring dem. Ikke at være en slags alfa-han.

Men der ligger nok alligevel noget primitivt, instinktivt og hormondomineret adfærd bag det. Hvis man altså graver dybt nok. Så kan jeg sidde og undre mig over, om det bare er naturen eller om det er en følge af overgrebene.
Det er ikke noget, som jeg lige umiddelbart føler for at undersøge nærmere med noget hypnose eller terapi. Så længe det ikke føles skadeligt, er det ikke noget jeg vil presse på med. Man skal altid tage tingene i sit eget tempo, når bare det ikke er til fare for nogen eller en selv.