Selvhad og depression

Hvis du nu har ondt i benet, du en løsning: Du kan sætte dig.
Men der er også andre muligheder. Du kan blive stående, lægge dig, begynde at gå rundt. Frit kan du vælge den, som er mest behagelig og som hjælper på smerten.

Ved depression er der ingen løsning. Der er kun muligheder, og de gør alle lige ondt.

Depression er virkelig svært at forklare. Faktisk synes jeg, at modsætningen - mani - er meget nemmere at forklare. Hvordan forklarer man også, at man virkelig ikke fortjener at være i live? Eller at man ikke fortjener at leve, men den fred døden ville give, har man heller ikke fortjent. - Og man kan ikke finde overskud til det heller.

Jeg hader virkelig de perioder. Det er faktisk en lille lettelse, at tænke tilbage på de dage hvor man virkelig overvejede selvmord, stod med noget i hånden og pludselig tænkte, at nu kunne man faktisk gøre det. Efter nok depressioner, kan man faktisk blive utrolig kreativ med metoderne. Alt bliver til sidst et muligt værktøj.

Jeg burde kunne tænke, at nogle ville savne mig. Men det er ligesom hvis man siger til sig selv, at skyerne faktisk er pinke. Man kan sige det til sig selv, men man kan bare ikke tro på det. Jeg kan bare nå til: "Der er virkelig mange praktiske ting i en begravelse. Det er for meget besvær for folk." Det handler alt om praktiske ting. "Den her bygning er høj nok. Men vi er jo på ferie, og det skulle være ret besværligt at transportere lig hjem."
Tankerne handler egentlig bare mest om, hvad der er mest besværligt for andre: At være i live eller gøre det der skal gøres når jeg er død.

En spurgte engang, om jeg ikke burde gøre noget ved den tankegang. Fjerne den. Men hvis jeg ikke tænker over det praktiske, så tænker jeg slet ikke over noget. Det er jo egentlig den tankegang som gør, at jeg stadig er i live.

"Er koppen halvt tom eller halvt fuld", kan faktisk oversættes til det, at være manio-depressiv: "Vender man tilbage til depressioner eller manier?"


Jeg kommer til at tænke på, at måske er depressioner svære at forklare, fordi jeg ikke husker dem så godt. På et eller andet tidspunkt rammer jeg et punkt, hvor der kommer et hul i min hukommelse. Flere uger er revet ud. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg har lavet i dag op til nu. Der er ting, som jeg kan regne ud der er sket. Jeg kan smage tandpasta, så jeg har børstet tænder. Der står en tallerken, så jeg har fået noget at spise.
Så er der også ting, som jeg bare synes er underligt at huske. Jeg kan huske alt, hvad der foregik i dagens Game of Thrones. De afsnit jeg ser, hvor jeg ellers ikke husker noget, ved jeg præcis hvordan forløb og hvad der skete. Det samme med spil. Selvom jeg kigger på min tallerken, så aner jeg ikke hvad jeg har spist. Men jeg kan fortælle præcis hvor langt jeg er nået i min nye GTA5-fil, hvilke missioner jeg har taget, mine våben, ammunition og hvilke biler jeg har gemt.

Jeg er bange for, at det fordi der faktisk ikke er noget at huske ellers. Måske har jeg bare siddet hele dagen, og gloet ind i en væg? Jeg ved, at jeg bruger mange timer på at kigge ud i luften, sove eller ligge i sengen. Men om det er derfor jeg ikke husker andet, ved jeg virkelig ikke.
Det jeg bliver spurgt mest om, er nok om jeg ikke begynder at kede mig. Jeg kan ikke kede mig. For at kede sig skal man tænke, og det tror jeg ikke jeg gør. Det kan jo også være jeg rent faktisk tænker, men det bliver glemt ligesom det andet.
Egentlig tænker jeg aldrig på depressioner som, at jeg dog bare er så trist eller ked af det. Jeg tænker altid på det, som at jeg er syg. Derfor synes jeg også det er upassende, hvis folk begynder at ville opmuntre eller synes noget er synd.

I starten da jeg begyndte at få depressioner, undrede jeg mig tit over hvor længe jeg kunne holde. Jeg er da holdt til det endnu. Men for nyligt tænker jeg også på det, selv når jeg ikke er deprimeret. Når jeg er manisk slipper jeg dog for den tanke. - Og alle andre rationelle tanker.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet virkelig øm i hovedet af at skrive. Men jeg ville prøve at skrive ting ned, fra de perioder hvor jeg ikke husker noget. Så kan jeg gå tilbage og læse det, og se hvad jeg tænker om de samme på det tidspunkt. Lige nu må jeg bare sove.
Den periode, fra jeg ligger i sengen og til jeg falder i søvn, er virkelig slem. Det er altid noget, som jeg skal tage mig sammen til. Virkelig samle mig selv. Ligesom når man skal gøre noget, som man ved kommer til at gøre meget ondt. Men jeg må bare kaste mig ud i det. Eller ind i det.. ind i min seng.

Fysisk forvirring; første overgreb

Et par aftener siden kom jeg til at tænke på den fysiske følelse, som jeg oplevede ved det først overgreb. Her tænker jeg på den fysiske følelse. - Og forvirringen, hvis det giver mening.

Med det fysiske og forvirringen tænker jeg på, at jeg faktisk ikke vidste hvad han gjorde. Han havde brugt fingrene før, og det var jeg (skræmmende nok) blevet vant til. Det startede typisk i sofaen. Så bar han mig hen i sengen efter noget tid, typisk når han blev søvnig og ville 'putte'.

Jeg mærkede han rodede noget rundt. Men jeg anede slet ikke, at han havde trukket undertøjet ned og ville fuldføre sine tanker. Måske gik der kun et par sekunder.. måske et par minutter? Hvis jeg selv skal vurdere det, tror jeg der gik omkring 2 minutter. Jeg anede ikke hvad han havde gang i.
Typisk oplever man, at man selv er skyld i det og føler skam. Men der anede jeg ikke hvad der foregik. Jeg kan holde fast i det og vide, at jeg ikke selv var skyld i det.

Der gik nok 2-3 minutter, inden jeg opdagede hvad der foregik. Jeg brød sammen i gråd, og han ignorerede det.
Jeg kan huske, at jeg følte det som om min hals lukkede sammen. Jeg havde lyst til at kaste op. Det var selvom jeg ikke vidste, at han ikke kun brugte fingrene.

Det er svært at forklare. Jeg ved nemlig ikke, om jeg i en slags underbevidsthed havde en idé om hvad der foregik. Omvendt kan det også være, at jeg bare havde fået nok af hans hænder.

Men den mangel på viden om hvad der foregik.. den er syg. Jeg kan stadig mærke det fysiske ubehag. Gad vide, om man nogensinde kommer sig over det?

"Handlinger gør dig til den du er"

Uanset min holdning til religion generelt, så kan jeg sagtens forstå det smukke i nogle af de budskaber, som står i for eksempel Biblen. Nu er jeg også heldig, at jeg har en rigtig dejlig "tænkeboks", hvor de fleste af mine indlæg også er skrevet. Der er fredeligt, smukt og man kan virkelig tænke over tingene.

Men jeg synes man snakker meget om, at ens handlinger gør en til den man er. Generelt taler man en del om, hvad man har gjort, hvordan man engang var og hvordan man kunne have handlet i stedet. Jeg tror det er en tankegang, som holder folk fast i offerrollen. Jeg blev mobbet. Jeg blev misbrugt. Jeg var måske selv skyld i det. Jeg kunne have sagt stop.

Det man kan gøre i fremtiden er vel lige så vigtigt. Jeg synes det betyder lige så meget hvad man vil gøre, som hvad man har gjort. Man skærer vel en vigtig del af sætningen "jeg blev mobbet" fra, når man ikke tilføjer: "Så jeg vil sørge for, at det ikke sker igen." Eller "Jeg vil komme videre alligevel."
For eksempel med at blive seksuelt misbrugt. En del begår selvmord, som følge af det traume. Men når du stadig er i live, så er "men jeg er stadig i live" lige så vigtig som "jeg blev misbrugt".

Fortidens handlinger er en del af dig, ja. Men hvad du gør fremover er lige så vigtigt. Du behøver altså ikke være et offer for evigt, eller det barn som blev udnyttet. Du vælger (stort set) din fremtid, og den kan være lige så vigtig.

Således er du ikke kun hvad du har gjort, men også hvad du vil gøre fremover.