Folks tanker

Det er et emne, som man aldrig vil slippe for. Selv når nogle af mine venner har vidnet imod min krænker, og fortalt hvordan de selv er blevet påvirket af det, så vil der altid være skeptikere. Jeg ved faktisk ikke, om det er det rigtige ord. Men 'haters' er vel heller ikke mere korrekt.

Der vil altid være benægtere. Uanset om du fortæller om mobning, overgreb eller skilsmisse, vil der altid være folk, som benægter at du lyver. Typisk har det intet med din historie at gøre. De har oftest dannet sig et negativt billede af dig, og vil derfor være imod dig uanset hvad.

Jeg er et par gange blevet beskyldt for at lyve, bare fordi jeg vil rådgive andre. Jeg fortæller åbent om det, så jeg må da bare være en løgner. Men hvis ingen fortalte om deres oplevelser, hvordan kunne man så vide noget om det?

Desværre er det noget, som vi alle må forberede os på. Jeg har en livsregel som lyder: Uanset hvor hårdt og meget du har kæmpet, så vil du altid støde på en, som vil udstille dig som løgner. Det er også ligegyldigt hvilke beviser du kommer frem med. De har bestemt sig for at du lyver, og så skal alle andre bare finde sig i det. De mener endda selv, at så er det bare rigtigt. De tænker det jo selv!

Det er også noget, som jeg selv har stødt på. Jeg ville fortælle andre om, hvad de skulle holde øje med og hvordan man spotter en pædofil over nettet. Men jeg var da en løgner, fordi jeg fortalt om det til andre. Øh, okay så.
Men jeg lader det ikke gå mig på. Det mest traumatiserende for et barn, som vil fortælle om seksuelle overgreb er nok, at voksne omkring barnet ikke tror på det. Men når man er kommet videre, så bliver det nemmere at ignorere.

Lisbeth Zornig Andersen er formand for børnerådet, og hun blev udsat for seksuelle overgreb. Der er en dokumentar om hendes liv. Så hvis man lyver fordi man fortæller om sine overgreb offentligt, så skulle hun altså også lyve. Selvom hun kan dokumentere alt.

Lad vær med at lytte til det. Andre mennesker skal ikke bestemme, om det du overlevede var seksuelt grænseoverskridende. Det er forskelligt hvordan man overlever "du lyver"-påstanden, men dette er de tanker, som jeg selv har haft/kunne genkende:

1 . Jeg blev sendt til psykolog for det, inden jeg selv fortalte det.
2. Tydelige erindringer.
3. At læse om symptomerne på seksuelle overgreb, og selv kunne genkende dem.
4. Læse den typiske adfærd hos pædofile - ofte meget barnlig, selvom de burde opføre sig meget ældre.
4A. - Men de vil gerne udnytte deres voksne alder pludseligt, for at bevise de har ret; særligt over for deres offer.
5. At man er et isoleret mål, og derfor kan 'opdrages' af den pædofile til, hvad der er rigtigt og forkert (ifølge dem selv.)
6. Følelser? Personligt har det oftest været sådan, at folk bruger min baggrund som et angreb. Altså jeg er uenig med dem, og de så siger jeg lyver, bare for at få opmærksomhed. Du bør derfor lære at sortere disse 'angreb' fra.

Hvis du vælger at stå frem med din historie, så skal du - desværre - være forberedt på hvad som helst. Jeg kan ikke give nogen forsikrende eller endelige svar på, hvordan du får dem til at holde kæft.
Men hold fast i din historie, hold fast i dine oplevelser - og opbyg din fremtid derfra.

5 år + sårbarhed

Jeg vil ikke komme ind på detaljerne. Det er meget tæt, og det er noget, som har bragt mig til tårer op til flere gange sidste aften/i nat.

Jeg ved ikke, om jeg reagerer anderledes end nogen eller dem, som ikke har oplevet det.

Dette indlæg er skrevet direkte efter, at jeg har grædt mindst en time. Min mor spurgte hvad der var galt, og jeg svarede. Jeg fik ikke noget svar på det. Jeg bebrejder dem intet, selvom jeg fortalte dem præcist hvad der var sket. Klokken var omkring 2:30 om natten. Dette har inspireret mig til mit næste indlæg, som er skrevet ud fra forældrenes synspunkt.

Men jeg har oplevet, at jeg reager meget voldsommere. Ikke hurtigere.