mandag den 13. august 2012

Hævntanker

Så længe det er imaginært, så er det okay.

Jeg har hørt, at min krænker skulle have været sammen med en 13-årig. Hun skulle være stukket af fra en psykiatrisk afdeling, og han 'samlede hende så op'. Havde hende hos sig et par dage, og de blev tit set i byen. Hvor han holdte fast i hende i hånden.

Jeg snakkede med en om at anmelde det, men der var desværre ikke meget at gøre. Der ville ikke være nok beviser. Men kom der en sag frem med ham, så er jeg da i det mindste forberedt.

Det kan være ekstremt frustrerende, men sådan er systemet desværre jo.

Jeg kunne jo sagtens selv gøre noget ved det. Jeg kan nemt finde ham og lokke ham til et sted, hvor der ikke var nogen mennesker. Jeg kender hans vaner, hvor han begår sig, hvem han snakker med, alt. Jeg kan endda finde ud af hvor han så vil gå hen, hvis der er nogen vaner han må omlægge.
Men jeg har ikke gjort noget, selvom jeg statistisk set ville være den der pludselig gjorde noget. Skød ham, bankede ham ihjel, et eller andet.

Men jeg har ikke gjort noget. Hvorfor?
Jeg tror ikke på, at der findes noget godt i alle mennesker, så det kan ikke være det.
Måske vil jeg gerne tro på, at der er noget godt i mig selv.
Men vil det gode være at sørge for han ikke gør noget igen, eller vil det gode være at tage hensyn til min familie?

Måske kan jeg finde ud af ham så nemt, fordi jeg er mere som ham, end jeg ønsker. Det skræmmer mig. Men jeg tror ikke man kan komme udenom, at de mennesker påvirker en på en eller anden måde.

Hvad jeg - heldigvis - stadig ikke forstår, er hvorfor han gjorde det. Hvordan kanden slags mennesker få sig selv til det? Efter jeg har haft de her tanker virkelig meget i dag, så forstår jeg heller ikke de overhovedet tør. Måske tænker de virkelig, at de er bedre end dem der blev slået ihjel af ofret eller et familiemedlem, så det ikke vil ske for dem.

Det er da farligt, at placere så meget had i en person - specielt når de også retter det imod dem selv.
Men nu er det vist heller ikke ligefrem de mest betænksomme typer, som jeg tænker på.

Er det virkelig noget godt i mig, at jeg ikke gør noget? Ikke stopper ham?
Eller gør det mig bare værre?

fredag den 13. juli 2012

Ting du vil kæmpe med længe/resten af livet

Nogen ting kommer man sig aldrig helt over. Man lærer at leve med det og styre sine følelser og tanker, men man vil altid have en adfærd, der i større eller mindre grad er påvirket af det.

1.   Pludselige flashbacks med nedture
De kan komme pludselig, hvad enten du er i godt eller dårligt humør, sidder alene eller sammen med andre. I et par minutter vil man måske falde tilbage i de samme triste tanker, og ikke synes at kunne blive glad igen. Men kort efter er det væk igen.

2.   Akavede øjeblikke i sengen
Specielt hvis du, ligesom mig, har det med at joke om ting og samtidig har en ret dårlig timing. Så kommer man nogen gange til at sige eller tænke akavede ting.

3.   Folks mistænksomhed
Fordi den gamle skrøne om, at folk der har været udsatte for seksuelle overgreb vil gøre det samme, desværre stadig er i live.

4.   Du slipper aldrig for at leve med dig selv
Alle de dumme ting man gjorde, imens man var helt ude at skide, kan ikke gøres om. Bare prøv ikke at gøre det igen.

5.   Flere akavede øjeblikke
Når folk snakker om hvornår de mistede deres mødom, og alle pludselig kigger spørgende hen på dig.

6.   Manglende hæmninger
Man kommer nemt til at tænke, man har oplevet noget der er værre. Så ellers dumme og farlige ting, virker pludselig ikke så farlige mere.

7.   Paranoia
Tanken om, at folk bare vil udnytte en, vil altid gnave en lille smule et eller andet sted i hjernen.

8.   "Tag dig dog sammen"
En meget begrænset tolerance over for folk, som har et problem der kan virke ligegyldigt eller åbenlyst. "Han slår mig, men siger han elsker mig, hvad skal jeg gøre?" Pakke dine ting og smutte, hvor svært kan det være?

fredag den 29. juni 2012

Der kommer stadig nye problemer

Der kommer altid et eller andet nyt, som man opdager man har et problem med, på grund af ens fortid. Men i dag er det rigtigt gået op for mig, hvor meget jeg er gået glip af. Folk er blevet studenter, og kører rundt i byen. Det var jeg ikke med til, da jeg ikke valgte gymnasium. Jeg ved ikke rigtig, om man gør det på de andre uddannelser.
Men det minder mig om det der generelt typiske liv unge har; som jeg også skulle have haft dengang. Nu er det aldrig rigtig noget jeg har ønsket. Men det skyldes jo måske, at jeg har haft meget anderledes ting at bekymre mig om, og derfor udviklede jeg mig i en helt anden retning.

Det gør mig bare vred over de ting, som jeg er gået glip af. Hvilket der måske ikke er nogen grund til, da jeg godt nok er kommet efter det. Ja, jeg ved måske stadig ikke med sikkerhed hvad jeg vil med livet. Men mange ved godt hvad de vil, og har alligevel et lorteliv. Det er bare irriterende, at den slags tanker altid kommer til en, inden man skal noget. Hvis jeg bare skulle sidde hjemme hos mig selv, så var det til at overskue. Men nu er der kæmpe sommerfest hos mine forældre i morgen, og det er ikke altid lige til, at slippe væk fra de tanker. Måske er jeg heldig.

Nu har vi også sørget for, at jeg er en af de første der kommer. Så skal jeg nemlig ikke komme brasende ind, og rende rundt og hilse på alle.. Den slags gør mig meget utilpas. Begynder at svede, ryste på hænderne, hyperventilere og så videre. Det typiske.
Specielt når jeg skal forsøge at klare det, imens jeg er ædru. Det bliver noget af en udfordring, når der kommer 50-60 mennesker.

Det har dog lykkedes mig, at være ædru i fire dage nu. Det er meget!

søndag den 17. juni 2012

Helingsproccessen - "I chok"

Dette er mest henvendt til pårørende og hvad man kan forvente i fremtiden. De fleste udsatte starter nemlig med, bare at være i chok. Noget, som måske har fyldt det meste af ens liv i flere år, er pludselig væk. Det er forbi. Noget, som faktisk kan være en yderst skræmmende ting.

Min holdning er, at man aldrig skal forsøge at tvinge folk ud af deres chok. Folk går i chok af en grund - kroppen gør det som et forsvar. Det er et nødvendigt forsvar, og en vigtig del af processen. For hvis alle omkring en med det samme springer frem, spørger, vil have en til at snakke om det og så videre, så lægger man bare unødvendigt pres på. Det kan også hurtigt give den udsatte den opfattelse, at folk slet ikke forstår noget.

Man bør dog altid gribe ind, hvis vedkommende bringer sig selv/andre i fare, eller begynder på en destruktiv adfærd. Man kan dog næsten kun forvente, at det kommer til at ske i et eller andet omfang.

Det kan også være svært at tale om, hvis personen har fuldstændig fortrængt det. Så hvis ens barn siger, at de ikke ved det, når man spørger hvad der er sket, hvordan det skete, kan det være at det virkelig er sandheden; for de kan ikke huske det.

Jeg gik ikke så meget i chok, men minderne var fuldstændig væk i mange år. Jeg havde stadig vreden og nervøsiteten, kunne ikke lide at folk kom tæt på mig fysisk og havde det meget svært ved at knytte mig til nogen. Da det hele pludselig kom tilbage (og jeg mener, det hele) på én gang, gik jeg bare fuldstændig ned i et par dage. Efter et par dages druk måtte jeg så sætte mig, og prøve at få det hele til at passe sammen. Jeg kom blandt andet i tanke om, at jeg engang prøvede at få mig selv indlagt på en lukket afdeling, bare for at slippe væk. Jeg satte mig og læste en masse om seksuelle overgreb, så alle mulige programmer, skrev noter, alt der havde med det at gøre. Jeg skrev digte, noveller, sange, tegnede det. Seksuelle overgreb blev nærmest en besættelse. Men det var for at kunne lægge afstand til det. Jeg tænkte, at hvis nu jeg beskræftiger mig så meget med det, kan det være jeg til sidst bliver immun og det så forsvinder og bliver til en ligegyldig ting.

Jeg talte næsten aldrig om mine egne oplevelser, og meget få vidste det. Men de anede ikke i hvilket omfang.

Man kan godt klare sig alene og komme videre. Men det er de færreste det lykkedes for, og det er en unødvendig lang kamp. - Og på et tidspunkt skal det altså ud. For ellers ender det med at være en virus, der æder en op indefra. Før eller siden må man stille sig op og sige det til hvem som helst, at man blev udsat for det og hvad der skete. For de fleste er det aller sværest at sige det første gang. Men efter et par gange bliver det nemmere, og jo nemmere man får ved at tale om det, jo mindre føler man sig bundet og fanget af det.

søndag den 10. juni 2012

En magisk verden

Så.. jeg har brugt ufattelig mange timer på at spille Final Fantasy VII igennem.. igen igen igen.. igen igen.. (You get the point.) I går snakkede min kæreste og jeg om det med spil, og han sagde at han ikke kendte nogen som gik så meget op i det som jeg gør, eller har hørt om nogen der gik så meget op i det. Så spurgte han pludselig hvorfor jeg egentlig startede.. Jeg var ikke særlig gammel. Et par år. Men jeg spillede det slet ikke så meget, som jeg begyndte at gøre da skolen startede.

Anyway, jeg sagde bare at jeg ikke vidste det. Men spørgsmålet hang alligevel ved, og pludselig gik det op for mig hvor meget jeg går op i det. Det er alt ved det. Det tekniske, at kunne spille musikken, historien, universet, hver eneste lille hemmelighed, hvert twist i historien. Jeg har endda læst alle bøgerne i Elder Scroll: Skyrim. (Til dem der ikke ved hvad det er: Der er MANGE bøger.) Hver eneste lille achievement man kan få skal jeg have.

Det var ikke så svært at finde ud af hvorfor. Jeg skulle ikke på nogen længere spirituel rejse ind i sindet, og det kom heller ikke bag på mig at jeg foretrak en digital og magisk verden.

Bliver man desperat nok, vil man kaste sig over hvad som helst. Hvis der sker noget i ens liv, som gør at virkeligheden bare ikke er til at holde ud, må man jo finde en måde at overleve på. Tænd for fjernsynet og den verden er der. Der er ikke bare én, faktisk. Der er mange, og du har frit valg. I nogen af dem kan du endda nærmest lave dig selv; og du kan ændre alt ved dig selv.

Jeg blev mobbet meget med min højde. Men det behøvede jeg ikke at forholde mig til, for virkeligheden var bare en midlertidig og kortvarig opgave at skulle igennem, og så kunne jeg vende tilbage til min egen verden.

Andre har det eller har haft det på samme måde, uden tvivl. Problemet er bare, at folk tit opfatter det som om, at man slet ikke kan kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er jo ikke det der er problemet. Problemet er, at man ikke vil have noget at gøre med virkeligheden.

Når man så sidder på sit værelse og spiller et eller andet spil, har en kat eller en hund ved siden af sig.. så har man alt hvad man føler behov for. Underholdning, en verden at fordybe sig i og nærkontakt.

Jeg tror ikke på, at alle passer ind i beskrivelsen "mennesker er flokdyr, og fungerer ikke alene". Mest fordi jeg ved jeg ikke selv passer ind i det gammeldags synspunkt på mennesker. Jeg har ikke "lært at leve med" at være outsideren, og jeg "slår mig ikke til tåls med" at bruge meget tid for mig selv. Jeg har valgt det, og har faktisk skåret folk ud af mit liv for det.

Nu skal man selvfølgelig ikke løbe ud og slå hånden af alle, bare fordi man tror det er nemmere. For hvis man pludselig får det bedre med sit liv, og vil til at være sammen med folk.. bare få år i en forholdsvis aflukket tilværelse gør altså noget ved en. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har meget svært ved at overskue, hvis tingene ikke går præcis som jeg vil have det. Jeg bliver hurtig pessimistisk, synes det virker åndssvagt.
Det værste træk jeg har fået, er nok at jeg slet ikke kan tage 'dumme' mennesker. Hvis nogen trækker mig ned, hvis jeg skal arbejde sammen med nogen som ikke helt forstår det, nøj.. jeg får omgående lyst til at flå hovedet af dem. Jeg råber af dem, bliver grov, sukker og gør de ikke som jeg siger, så kortslutter det helt.

Et menneske som opfører sig sådan behøver ikke være forkælet eller "bare en egoistisk møgunge". Det kan godt være fordi vi bare lever en anden livsstil, hvor vi ikke skal tage os af andre end os selv. Det er det samme, som hvis man pludselig bad en der altid var omgivet af mennesker og arbejde sammen med andre, pludselig skulle være helt alene. Hvis samfundet var "imod" den type, ville de blive kaldt svage.

Dem der har sagt jeg bare var en forkælet og egoistisk nar, vil jeg i hvert fald gerne se forsøge at klare min livsstil.

Folk glemmer også det positive ved, at nogen mennesker bare helt vil have meget få venner.. Ikke som i 5 stykker, men kun en enkelt som de ser jævnligt. Først og fremmest glemmer de det positive personen selv oplever, og den forbedrede livskvalitet ved det. Derudover, når man ikke har så mange forskellige mennesker at skulle forholde sig til, kan man fordybe sig i de enkelte, få udvalgte. Man kan tit være der for andre, når de bare lige har brug for at lufte deres "årh, den kælling var bare sådan en idiot i dag og lignende"-tanker.

Det er dog ikke en livsstil man skal vælge, for at undgå folk spørger ind til det der er svært, fordi man ikke vil såres eller man ikke føler sig værdig. Det skal være fordi man virkelig føler, at det er det bedste.
Der er sikkert ingen facitliste for, hvordan man finder ud af det. Personligt gik det op for mig, da jeg opdagede jeg hele tiden fik hovedpine, stress, irriteret og i dårligt humør af, at være sammen med mennesker. Bare sådan generel utilpashed også. Medicin hjalp ikke, det var ikke i forbindelse med noget fysisk eller var på grund af ting som eksamener, arbejde, skole, etc.
De ting som folk sagde var grundene til, at man skulle være sammen med andre.. "Det er vigtig med kontakt, du skal have nogen du føler du kan sige alt til, nogen som du kan have bare et basalt fysisk forhold til" og så videre.. Well, sådan har jeg det med min kat.

I bund og grund handler det om, at vi selv skal skabe den tilværelse, som vi ønsker. Ikke af frygt eller tvang, men af lyst. Du skal ikke vælge et liv efter hvad andre synes, og du skal ikke leve dit liv igennem andre.
Du skal ikke leve et mere isoleret liv, fordi det ikke gør dig så trist. Du skal gøre det, hvis det er hvad der gør dig glad.

Omkring medicin/Sertralin 1

Min blog er jo primært henvendt til folk, som har været udsat for seksuelle krænkelser og/eller andre traumatiske oplevelser som mobning, overfald og lignende.

Jeg foretrækker at skrive om ting, som jeg selv oplever "her og nu". I lang tid har jeg nærmest været afhængig af anti-depressiv. Jeg fik mine første piller da jeg var 13 år gammel.

Man behøver ikke være depressiv for at få anti-depressiv. Det kan måske lyde en smule mærkeligt, lige når man hører det. Men depressiv medicin - typisk Sertralin - bruges som angstdæmpende og en slags "støttepind" til folk, som skal prøve at leve med noget traumatiserende.

Selv har jeg været på det anti-depressive Sertralin i halvandet år. Det bliver ikke brugt som anti-depressiv for mig, men netop en slags støtte. Da jeg snakkede med min læge - som har kontakt med min psykolog - og vi blev enige om, at jeg klarer mig utrolig godt og jeg måske ikke har brug for medicinen mere, begyndte vi et program for at jeg skulle trappes ud af Sertralinen.

Det er VIGTIGT at vide, at man ikke bare lige stopper med Sertralin når man synes. Også selvom du ikke har snakket med din læge om, at du har fået det bedre, men du bare føler det.. Du skal ikke bare stoppe! Sørg altid for når du har omkring 10 piller tilbage, at du har hentet en ny pakke på apoteket.
Det er ikke for at du bare kan have en masse, og sælge det overskydende.

Hvis du stopper med at tage Sertralin fra den ene dag til den anden, vil du ikke føle noget de første 2-3 døgn. Men derefter vil det første symptom være, at du sveder og føler dig svimmel konstant. Det er de første tegn på, at du lider af abstinenser: Noget, som nogen præparater giver dig når du skal til at stoppe. Det er nøjagtig det samme, som når en nakoman stopper med sine stoffer fra den ene dag til den anden; også kaldet kold tyrker og abstinenser.

Ønsker du at stoppe med Sertralin eller lignende medicin, skal du altid rådgive dig hos din læge. Det farlige ved blandt andet Sertralin er, at du faktisk kan få alvorlige depressionstræk - folk har faktisk været selvmordstruede af det. Derfor skal du trappes ud af medicinen: Tager du for eksempel 100mg Sertralin, vil lægen udskrive et recept på 50mg.. Derefter 25 og følge dig meget tæt på hvordan du har det, om du oplever at blive ekstremt trist, etc.

Jeg forsøgte selv bare at stoppe med medicin, fordi "jeg har det da så godt jeg ikke behøver den mere". Men de symptomer jeg oplevede (i rækkefølge) var:

  • Voldsom svimmelhed - jeg kan sammenligne det med, når jeg havde røget virkelig meget hash. Det føles som at svæve hen over jorden, at ens ben ikke er lige lange og at alt bare sejler for en.
  • Tendens til feber og at svede meget voldsomt - Lige pludselig får du det bare ekstremt varmt og sveder som du aldrig har svedt før. Jeg vågnede flere gange med, at min dyne, hovedpude og lagen var fuldstændig gennemblødt. Det lignede at nogen havde smidt en spand vand ud over min seng. Min kæreste, som ellers helst vil lægge så tæt op ad mig som muligt sagde, at han ikke kunne holde det ud. For jeg var simpelthen så varm, at han bare ikke brød sig om at jeg svedte på ham på den måde. Hans underbukser blev gennemblødte af mit sved! I denne periode drak jeg op til 7 liter vand om dagen, og 1-2 liter om i løbet af natten.
  • Måske 2-3 dage efter, vil du begynde at føle klassisk feber: Du sveder, men fryser. Du tager en dyne om dig, og 10 minutter efter har du det så varmt, at du må gå ud og tage et koldt bad.
  • Mareridt vil hos nogen være det næste skridt, eller en meget urolig søvn.
  • Depression. Du startede højst sandsynligt på det anti-depressive på grund af depressive tendenser, og ikke direkte en depression. (Dog skal man ikke tro, at depressive tendenser ikke kan være lige så alvorlige.) Hvis du bare stopper med medicin fra den ene dag til den anden, vil du måske opleve alvorlige depressiv adfærd: Du overvejer selvmord, du græder over alt og føler dig sårbar ligemeget hvor du går. Måske kan du ikke en gang gå ud med skraldet, uden at føle dig nøgen og sårbar.
VIGTIGT: Hvis du har denne følelse, ligemeget om du bliver opfulgt af en læge en gang i mellem, så skal du kontakte dem omgående! Dette er ALVORLIGT og konsekvenserne af det kan være uforudsigelige. Sker det om natten, så vær ikke bange for at ringe til vagtlægen. Ring til din nærmeste, kontakt dine forældre eller hvad du end kan gøre for, at der kan komme nogen og være med dig. *Se nærmere nederst.

Derfor er det simpelthen bare vigtigt at blive holdt øje med. Det kan virke krænkende og nedværdigende, at du skal holdes øje med på den måde. Men anti-psykotisk og anti-depressiv - specielt Sertralin - kan virkelig være skadeligt. 

Sidder du med symptomerne og desperation lige nu - uanset om det skyldes medicin eller ej -, så tjek mit indlæg: "NØDSITUATION! NU!" og følg instrukserne der.

Du vil måske føle at din læge ikke forstår dig 100%.. Men din læge er også bare et menneske. - Og selvom et menneske ikke forstår dig, vil de måske stadig gerne hjælpe dig! Hvis du ikke tror på at nogen vil dig det godt, kan det hjælpe dig at tænke på, at hvis du gør noget ved dig selv.. så kan din læge blive dømt som værende ansvarlig. Det er meget sjældent det sker: Men husk, at din læge ikke har nogen interesse i at ignorere dig og dine problemer. Føler du virkelig at din læge ikke forstår dig, kan du altid skifte. Ved du ikke hvordan du vil skifte læge, sagsbehandler og så videre, så tjek mit indlæg: Skift offentlig ydelse.

tirsdag den 29. maj 2012

Lige nu og her

Vil prøve at skrive bare nogen tanker her og nu ned en gang i mellem.

Nogen mener, at kærlighed er eufori. Men jeg tænker hele tiden, at eufori er bedre end kærlighed. Fordi jeg får det virkelig dårligt uden. Sveder, får hovedpine, kvalme, tør ikke forlade min lejlighed.. og så ser jeg klamt skidt alle steder.

Mine penge er blevet inddraget, og jeg er bange for jeg ikke har nok at drikke. Heldigivs er min telefon ikke, og receptpligtig medicin kan man ikke tage fra mig.

Tiden op til at være total væk, kan være næsten lige så slem som dagen efter. For man ved godt, at det er dumt. Man ved at man bare har det værre næste dag. Men man er ligeglad med det faktum.

Desuden kan man ikke forvente, bare at stoppe fra den ene dag til den anden. Jeg kan heller ikke altid se hvorfor jeg skulle.

mandag den 28. maj 2012

Jeg nægter at forstå

Det folk nok spørger aller mest om er, om man ikke er sur over ikke at forstå hvorfor, hvorfor han gjorde det og sådan noget. Om det ikke er svært aldrig at få svar på hvorfor.
Jeg har ikke lyst til at forstå.
Man behøver ikke vide eller forstå alt. Jeg tror jeg ville blive (endnu mere) skør, hvis jeg lige pludselig kunne forstå, hvorfor nogen voksne vælger at voldtage børn og hvorfor de nyder det. Det er ligesom muggent kød: Jeg har sgu ikke behov for at smage på det, for at forstå hvordan det smager. Det er vammelt, og ikke godt for en. Man behøver ikke vide hvordan det smager.

Nogen kan måske godt leve med tanken om, at de forstår hvorfor folk vil gøre det og hvad der er dejligt ved det for dem. Men jeg vil ikke, fordi:

  1. Det er ikke relevant for mig.
  2. Jeg har ikke behov for at vide, hvilke glæder der kan være ved at være pædofil.
  3. Det er ganske simpelt bare sygt.
  4. Det ville være spild af tid. Jeg har brugt nok tid på mine oplevelser, jeg gider ikke skænke ham de tanker, og prøve at forstå det.
  5. - For han fortjener det ikke.
Man kan sagtens komme sig så meget over det, som nu er muligt, uden at forstå hvorfor folk gør det. Jeg er sikker på, at svaret er derude et sted. Men jeg gider ikke lede efter det. Selv hvis nogen stod lige foran mig og fortalte, at de kunne svare på det så jeg kunne forstå det, ville jeg ikke høre det. Faktisk ville jeg blive vred. Vred over, at nogen kan tro jeg har lyst til at forstå ham.

Hvorfor skulle jeg også forstå ham? Han har ingen interesse i, at forstå mig.

onsdag den 23. maj 2012

Spot en igle

Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre ord, end 'igle'. Der findes mennesker, som får det godt af at andre har det dårligt. De gør ikke direkte noget for at ødelægge dit liv, men de lever højt på din ulykke og vil arbejde imod dine forsøg på, at få det bedre. De kan være svære at spotte, da det kan være en af dine nærmeste venner, som du ellers synes har været der for dig. Men måske har vedkommende jo lige præcis været der, for at kunne tappe energi fra dig.

Det er som stoffer for dem. Det underholder dem, det får dem til at glemme deres egne problemer og får dem til at føle sig mere værd. Hvis de ikke har interesse i at gøre noget ved deres eget problem, er det nemmere at sørge for at andre hele tiden har det dårligt. Det får dem også til at føle sig som gode mennesker, fordi de er der hele tiden "for dig" (for deres egen tilfredsstillelse).

En af disse igler og et menneske, som oprigtigt vil hjælpe dig, har dog også mange til tilfælles:

  1. De vil svare hurtigt eller med det samme på dine beskeder, ligemeget hvad tid på døgnet det er. Eller så hurtigt som det er muligt for dem.
  2. Understreger tydeligt, at du bare skal ringe eller sige til, hvis der er noget du vil snakke om.
  3. Spørger interesserede ind og om der er noget de kan gøre for dig.
Men en som vil hjælpe dig, vil støtte dig angående psykologhjælp, vil undersøge emnet nærmere for at finde ud af om der måske findes behandling, nogle grupper, en telefonrådgivning og så videre. Der vil en emotionel igle arbejde imod:
  • "Psykologer er bare idioter, de forstår ikke en skid."
  • "Folk i en rådgivning tager ikke en seriøst, de vil bare have deres penge."
  • "Så lad os gå ud i byen og ryge noget/drikke for at du kan glemme det lidt."
En person som vil hjælpe kan sagtens have en negativ mening om noget, men hvis du kender en som er imod det hele konsekvent, så bør du overveje om det er en igle. De kan også give dig direkte dårlige råd eller fortæller fortrolige ting videre til alle, for at de har noget spændende at snakke om med andre.
Der er ikke meget at gøre ved disse typer, da det er dem som har et problem de ikke vil acceptere. Hvad du vil gøre ved dem er op til dig selv, men du bør starte med at lade vær med, at fortælle dem mere.
Personligt valgte jeg at smide dem ud af mit liv. Flere af dem var også på stoffer, og virkede mere interesserede i mine kontakter og min medicin, end i at jeg fik det bedre.

Der kan være mange grunde til, at folk gør sådan. Typisk vil de helst glemme deres eget problem: Det er også den type, som man ser typisk blandt pædagoger. De har selv problemer, vil ikke gøre noget ved dem og andres problemer får dem så til at glemme det. De kan virke direkte imod at man får det bedre, og har ingen forståelse for en. For de kan ikke forstå det, at man faktisk arbejder på sit problem. Så langt er de ikke selv nået.

Nogen gør det også, for at have noget at snakke om med andre. De synes måske ikke selv de er spændende, men hvis de nu kan fortælle din historie - eller endda stjæle den og sige, at det er noget de selv oplevede -, så kan de få folks opmærksomhed på den måde.

Der er også dem, som bare har det godt når han/hun ser andre har det skidt. Det er en personlighedsforstyrrelse. De er narkomaner, og deres stof er ulykke.
En meget lille procentdel af iglerne tænder også seksuelt på tanken, og vil forsøge at indlede et forhold med en.

Men ligemeget hvad grunden er, så er de ikke nogen som gør noget godt for dig, og du behøver ikke gøre noget for dem: De har nemlig ingen interesse i, at skabe andet end problemer for dig.

søndag den 20. maj 2012

At finde sig selv igen

Ser vi bort fra, hvis du ender som kriminel, den næste diktator i Korea eller lignende, er der ingen forkert måde at finde sig selv på og ingen forkerte resultater. Ligemeget hvad du ender som eller hvilket udseende du får. Det er først og fremmest dit eget liv og dit eget valg. Du vil måske stadig møde folk, som påstår at du er endt sådan på grund af dine oplevelser. Men ligesom du aldrig vil komme ud for at alle synes du er smuk eller være enige med dig, ligesådan vil hele befolkningen aldrig forstå der. Der vil altid være "de der". Så kommer der en af dem som ikke forstår dig, skal du ikke lade det slå dig ud. Du kan kun selv føle hvad du gør, og du er den som ved det bedst. Bare fordi de ikke tror dig, så kan du stadig få et dejligt liv og en god tilværelse. Din lykke afhænger ikke af de få individer.

Den bedste måde at finde sig selv igen på, er faktisk bare at se hvordan det går. Hvis du hele tiden går og tænker "er det her virkelig mig, mon jeg siger sådan", ender du bare med at blive en som tænker for meget over alt. Man skal heller ikke lade sig afskrække af fordomme og tænke, at det ikke kan være rigtig at du er sådan. For bare 5 år siden havde jeg aldrig anet, at jeg ville være den person jeg er i dag. Eller gå i det tøj, som jeg gør. Hvis jeg havde en liste over "hvordan jeg aldrig ender", ville mit nuværende jeg ligge på top 3.

Fordomme afskrækkede mig også lidt i starten. Sådan nogen med tatoveringer op og ned ad armen, som drikker proteindrinks og går i træningscenter, ej.. Seriøst, det må da være et trist liv. Men udover jeg er ganske tilfreds og faktisk nyder smagen, så er det rart ikke at være den der spinkle brilleabe, som lige glemte at jeg burde være noget højere.
Nogen mænd føler de har en lille diller, og køber så et kæmpe fjernsyn eller en stor bil for at kompensere. Jeg kompenserer for min højde, ved at styrketræne.

Den slags skal man også kunne indrømme. Bare fordi man kompenserer, betyder det ikke man er utilfreds eller ked af det over noget. Men hvis jeg begynder at benægte, at jeg startede med at træne så meget på grund af min højde, så lyver jeg både for mig selv og for andre. Ja, du kan kompensere for noget, men derfor kan man stadig være tilfreds.

I sidste ende handler det jo om, at vi kan gå ud ad hoveddøren med panden løftet og selvsikre skridt. Uden at skulle være et offer, en stakkels lille sjæl som prøver at gemme sig eller lignende.
At andre så ikke ville kunne føle sig tilfredse på den måde, som du lever dit liv, er de velkomne til at synes. De glemmer måske at bare fordi det er deres mening, så betyder det ikke at det konsekvent er sådan for alle.

Den triste nyhed er, at der desværre er mennesker som vil være imod at du får det bedre. De vil ikke sige det direkte, men diskret arbejde imod din glæde. For nogen mennesker er igler, som lever på at andre har det dårligt. Hvis folk omkring dem har det godt, får de det selv dårligt.

fredag den 11. maj 2012

Benægt ikke at være skør

Det er umuligt ikke at blive påvirket på en eller anden måde af noget, som man oplever i livet. Mere traumatiserende oplevelser vil påvirke en resten af livet, og altid have en eller anden effekt på hvordan man tænker, opfører sig og hvem man er.

Jeg har altid prøvet at håndtere mine problemer med humor og skør opførsel. Der er ikke noget i livet, som jeg endnu ikke har kunne se et eller andet komisk ved: Ikke fordi Holocaust eller voldtægt er sjovt i sig selv. Men en joke eller noget skal man da nok få ud af det. Man får også flyttet mange grænser, og ting man ellers måske ville synes var grænseoverskridende, virker pludselig ikke særlig slemt.

Ligesom man ikke skal lade hele ens personlighed være et offer, skal man heller ikke benægte at det altså har en effekt på en.

torsdag den 10. maj 2012

FLAUNT

En fortsættelse på lidt af det, som jeg snakkede om sidst med at tage pauser. Hvis man en dag stopper op og tænker "gud, jeg har ikke tænkt på det længe!" er der ingen grund til, at begynde at tænke på det.. Med   mindre det er fordi du ikke tænker på det fordi du gør som jeg gjorde, og sniffede lige så mange baner som jeg tømte vodkaflasker.

Men tænker du ikke på det, bare fordi.. tjah, at det gjorde du bare ikke. Du prøvede ikke at lade vær, glemme det.. det faldt dig bare ikke ind. Det er sundt. Man føler sig som sig selv, man lærer nye sider af sig selv og går den lange tur hjem, fordi vejret er så skønt.

Flaunt: To display (something) to provoke admiration or envy.
"If you've got it, flaunt it": Make a confident show of your attributes.


Måske er det denne sommer du skal vise, at du ikke bare er et stakkels offer, en sølle, trist sjæl og at der er mere ved dig end hvordan folk engang har behandlet dig. Det er lige så vigtigt at omverdenen kommer videre. For hvis de bliver ved med at hænge i fortiden, så holder de også dig i den. Også af hensyn til pårørende. De får det jo heller ikke godt af, at sagen ikke bliver afsluttet og I ikke kan komme videre.

Man skal ikke begynde at ændre på sig selv. Men du vil blive nød til at eksperimentere lidt med, hvad du føler dig tilpas i og hvad du ikke synes er så fedt. Hvis du har brugt det meste af din pubertet på at gemme dig og blevet udsat for mobning, krænkelse, vold eller andet, så har du ikke som andre teenagere haft kunne bruge den tid til, at finde dig selv og din identitet. Det er jo hvad man bruger puberteten til.

Den største fordel ved, at komme sent i gang med at finde din identitet, kan også blive din største ulempe: Du har ikke dine forældre til at bestemme. Som 18-årig er det ganske simpelt ret nederen, at skulle lytte til hvad de siger. Man er jo lige blevet myndig og kan endelig selv træffe beslutninger. Så hvis det er dig at  have pink hår og en piercing i læben, så skal du ikke til at slås med dine forældre.
Men sådan kommer du også hurtigt ud på et galt spor i livet. Ligemeget hvor klar du føler dig til at komme videre, så har du også stadig en tung bagage med dig. Du vil være nemmere at slå ud. Din opfattelse af hvad der er normalt og unormalt vil måske også være ret forskruet, og små ting føles ikke så slemme. Du har jo været ude for det som er værre. Din grænse er derfor mere utydelig.
Så selvom man er blevet ældre og - synes man selv -, så mega klog på livet, skal du måske alligevel overveje at lytte til en, som er ældre.

Et af de første problemer du vil støde på, er nok din garderobe. Den vil måske være fyldt med de store, grå sweaters. Tøj skaber måske ikke din personlighed, men den skaber fordomme fra andre folk. Som jeg skrev før: Du er ikke et offer mere, du vil bare være dig selv. Du får ingen glæde af, at de hele tiden ser dig som en stakkels dreng eller pige, som man skal passe ekstra meget på. Ligesom hvis man er kendt for at lave ballade i byen og du ikke vil ses som en ballademager mere, bliver det svært hvis folk stadig ser dig som den samme, selvom du har ændret dig.
Selvom man helst ikke vil sige det højt, opdager mange positive ting om deres krop: Noget, som de ikke kunne se før, da så meget andet fyldte deres tanker.

Jeg har en veninde, som tit blev mobbet med at hun har tyndt hår og hendes højde. (Hun var meget høj.) Så hun dækkede sig til, i et forsøg på at gemme sig. Da hun kom videre og var træt af at være et offer, opdagede hun at hun - undskyld mit fransk - havde en god røv og et par dejlige, lange ben. Det har hun ikke noget imod at vise frem nu, og viser sig gerne i bikini på stranden. Det har hjulpet hende meget at få positivt feedback om hendes udseende, og at drengene nu er interesserede. I stedet for før, hvor de nærmest hellere ville dø.

Bare fordi hele klassen er efter dig, fordi de synes du har en grim næse eller sådan noget, betyder det ikke at du nødvendigvis er grim. Ja, måske har den anden pige i klassen en pænere næse. Men måske har du pænere hænder eller et fyldigt, krøllet hår som du kan være stolt af. Man kan ikke være smuk på alle punkter, det er der ingen som er. Det kan man lige så godt acceptere.
- Og når folk nu alligevel har så travlt med at snakke om, hvad de synes der er galt med dem selv, hvorfor så ikke også vise hvad du synes der er positivt?

Måske kan Janteloven godt komme lidt i vejen der. Men vi har heldigvis også det dejlige ordsprog, som lyder: "Fuck Janteloven!" Du kan sagtens vise noget smukt ved dig selv. Bare du selvfølgelig ikke begynder at gå og sige til andre, at "haha hvor er dine bryster grimme, mine er meget smukkere".


Men når du nu har eksperimenteret, fundet ud af hvad du synes der er pænt ved dig selv, så vis det frem! Det er måske en overfladisk ting og kan virke ligegyldig, men tro mig: Når man hele livet er kendt som et sølle offer og har mistet hver eneste del af sin selvtillid, kan selv det mindste kompliment betyde meget for en. Ikke mindst for at du også kan få bekræftet, at det altså ikke bare er din mor som synes du er smuk. "For sådan skal de jo sige."

Jeg skammer mig i hvert fald ikke over, at lappe hvert et kompliment i mig og suge al mening ud af det. Man bliver ikke en egocentreret, narcistisk eller højrøvet snob af det. Bare man ikke glemmer sin egen fortid, når man ser en ung dreng eller pige, som gemmer sig i skyggen i for stort tøj. For du var engang selv den person.

Man skal tage pauser

Ligemeget hvad man har været udat for, er det lige så vigtigt at holde en pause fra hændelsen, som at komme ud med sine tanker.

I et godt stykke tid har det hele ikke rigtig gået mig så meget på, og det var rart at have så lang en periode, hvor jeg nærmest ikke tænkte over det. Man føler sig normal og stærk. Det er også den perfekte mulighed for, at finde sig selv igen. Man kan hurtigt komme til at gøre det til hele ens identitet. Du kan glemme dig selv, dine kvaliteter og hvor dejligt det er at sommeren endelig er kommet. Jeg har i hvert fald nydt vejret og friheden!

Det er jo også snart badesæson, og hvor overfladisk og plat det endelig lyder, så har det været en god hjælp at gøre noget for mig selv. Det kan give selvtillid og man føler, at man bruger sin tid på noget hyggeligt og rart. I stedet for at skulle se på sine indvendige sår og ar hele tiden.

Man skal give sig tid til at gøre noget for sig selv. Et godt eksempel er dem der som barn blev mobbet, kaldt grimme og "jo, du da flink nok, men.. hvor ser du kikset ud!" For den der med, at de bare er misundelige, er lige så nyttigt som et par høje hæle på en vandretur. Den kan også få en til at føle, at folk tror man er dum.
Nåh ja, selvfølgelig er det fordi de andre drenge var misundelige på mine skæve fingre, briller og 170 cm. Helt vildt. For det er alle drenges største ønske at få skåret 15 cm af og skulle rende rundt med hinkesten i ansigtet.

Udover den slags mennesker kan blive følelsesmæssige vrag, som gemmer sig i for store t-shirts eller en fanatisk besættelse af "det er kun indre skønhed som tæller", imens de råber og sviner alle til som giver 700 kroner for en t-shirt.
Anyways, back to topic.. Man skal vende sine svagheder til sine styrker. Udover man giver dem en lærestreg, så lærer du at være solidarisk med mange flere typer mennesker. Efter alt du har været igennem, så fortjener du - det bedste ord jeg kender for det - er "flaunt". Du får ikke særlig mange til at tro du er kommet videre, hvis du stadig gemmer dig på dit værelse, og kun kommer ud for at købe kattemad, med uglet, fedtet hår og en t-shirt der er 3 numre for stor. Hvis folk ikke tror du er kommet videre, vil du også få svært ved selv at tro det. De vil stadig behandle dig som et offer, tage unødvendige hensyn, etc.

Ingen siger, at du skal farve dit hår blond, vise dig halvnøgen og sørge for at veje 15 kilo for lidt. Men du må gerne 'flaunt'. Vise dig selv som den du er, og være stolt af det. Du er ikke "hende der som alle synes er grim", eller "ham den sære med gameboyspillene". Man skal aldrig underlægge sig andres forventinger og definationer af en. Du bliver ikke selv glad af det i længden.

Sommeren er en dejlig mulighed for, at vise du har en smuk figur, at du selvbevidst og modig og ikke skammer dig. Udforsk dig selv, når din hjerne tage fri fra traumerne.

torsdag den 29. marts 2012

Dømt for livet

Det er noget, som man skal leve med resten af livet. Folk vil dømme en på hvad man har oplevet. Alt bliver til "men du oplevede jo også det, så det er nok derfor". Det man så gør, er jo faktisk at gøre ens personlighed til det. Man føler sig ikke meget værd.

Jeg elsker at gå i høje hæle. Nederdel. Kjole, whatever. Det er bare noget, som jeg synes er virkelig sjovt. Men når man kommer nærmere ind på det, så får jeg tit at vide: "Det er nok på grund af det du oplevede som yngre." Hvor jeg egentlig bare synes, at kvindetøj er pænere og mere spændende. Det er også billigere, haha.

Man skal ikke lytte til andre, når de siger den slags. Man lærer en dag selv at kende forskel på, hvad der skyldes traumatisering, og hvad der bare skyldes at det er sådan man er. Det er måske ikke noget andre lærer, men bare du selv ved det.

tirsdag den 27. marts 2012

En enkelt sjæl

Jeg fik for lidt siden en kommentar om, at min blog havde hjulpet rigtig meget og på grund af min blog, havde vedkommende åbnet op for sine egne oplevelser. Det rørte mig meget dybt (positivt), hvilket jeg ikke bliver ofte.

At gøre noget som bare kan hjælpe en enkelt sjæl, er virkelig givende. Så er ens liv pludselig noget værd.

Jeg er vant til at "være noget værd" på den måde, at jeg skænker gode drinks og giver en festlig steming. Det er det jeg føler min person tit går ud på. At få folk til at grine.

Når man er usikker på sig selv og sin identitet, begynder man hurtigt at tage en anden rolle. Eller tager en del af ens rolle og overspille den. Det virker rart i starten. Det virker som om, at man er noget værd. Man giver noget positivt til fællesskabet. Men jo mere man overspiller den rolle, jo tommere bliver man indvendig.

Selvom nogle af dine kvaliteter ikke bliver værdsat lige så ofte, betyder de ikke at de er mindre værd.
Alle dine kvaliteter er lige meget værd.

Bare du selv har gavn af dem.

mandag den 19. marts 2012

En pædofils leg - 1

Det som gør de "sære børn" særlige ofre er, at de selv er klar over at de ikke er helt som andre. Derfor kommer de meget i tvivl om, om de de tænker, mener og føler er normalt. Jeg vidste godt, at jeg var mærkelig omkring fysisk kontakt. Jeg hadede at blive krammet og kunne ikke en gang give hånd, eller stå tæt på folk. Det er ikke lang tid siden min mor pludselig krammede mig, og jeg blev så vred over det at jeg var ved at kaste en tallerken efter hende. Heldigvis var den i min højre hånd, og skeen i min venstre - så det var den som blev kastet med i stedet.

Den pædofile jeg havde kontakt med, brugte det til en af hans lege. Det gik ud på, at jeg skulle lægge mig på ryggen på min seng eller et tæppe på gulvet. Så ville han først røre ved min skulder, mine hænder og fødder. Men fra skuldrene gik han op og ville røre mine læber, ned over min brystkasse til livet. Jeg sagde jeg ikke kunne lide det, og at det var ubehageligt. Men hans svar var, at det var sådan det var og at jeg bare skulle vænne mig til det. "Det skader jo ikke."

Jeg var meget bange for ham. Jeg turde ikke bevæge mig, som hans hænder kom nærmere og nærmere de private områder. Han blev ved med at sige hvor dygtig jeg var, og at jeg nok skulle blive normal sådan. Når vi havde gjort det mange gange nok, ville jeg ikke have svært ved fysisk kontakt med folk mere. Da jeg så begyndte at græde, stoppede han. Jeg tror han var bange for at mine forældre hørte mig.

Men det er stadig utydeligt for mig, hvad der skete bagefter. Jeg husker da han stoppede og tyssede på mig, og så er der sort. Jeg mener, at han bar mig hen i min sofa og han så satte en film på, som han synes vi skulle se.

lørdag den 17. marts 2012

Barn igen?

Folk vil meget gerne forklare hele ens personlighed, og forbinde det med noget man har været udsat for. Vores oplevelser gør os selvfølgelig til dem vi er. Men nogen gange er man vel også bare "sådan", uden at der er nogen egentlig grund for det.

Det er specielt populært, at "uha, dem der dør hører sådan noget metal er fordi de har haft det hårdt" eller whatever. Det er noget jeg har tænkt lidt over, imens jeg lå syg. Det ramlede godt sammen med at Mass Effect 3 udkom, så.. nej, jeg har faktisk ikke tænkt så meget over noget relevant.

Men jeg kom til at tænke på det igår, fordi folk meget gerne vil kunne forklare min kærlighed for konsolspil med, at "uha det er fordi du aldrig har fået lov til at være barn rigtigt" og sådan noget. Som om det er en negativ ting. Alt med måde. Vi har jo alle vores interesser, som man kan opdigte har en forbindelse med noget i barndommen.

Snakker man med folk, som har været udsat for noget, er jeg sikker på man skal passe på med det. Ellers får man jo nærmest personen til at virke mere syg, end vedkommende måske egentlig er. Ingen kan jo sige, at vedkommende gør det af den grund.

Så længe det ikke er en skadende adfærd, er der vel ikke nogen grund til at forsøge at finde dens oprindelse. Bare vi er glade.

fredag den 9. marts 2012

Tænk til ende

For nyligt var jeg hos min psykolog, som jeg er hos cirka 4-5 gange om måneden. Det svinger meget efter behov, jeg jeg er glad for selv at styre det. At gå til psykolog kan nemlig være udmattende - både fysisk og psykisk.

Men jeg snakkede med min psykolog om de frustrationer jeg har: Mine tanker. Hvorfor han gjorde det, hvorfor det påvirkede mig så meget, og så videre. At jeg ønskede hævn, at jeg ville råbe og skrige ad mine forældre og såda noget.

Vi kom frem til at det er en helt normal ting at tænke.
Men det er også en normal ting at lukke hurtigt af fra de tanker. Systemet og vores samfund har nemlig lært os, at urealistiske tanker om hævn og død er upassende, underlige.. De er bare forkerte.


Men faktisk er disse tanker normale og acceptable. Hvis din bedste ven for eksempel har bagtalt dig og fortalt dine hemmeligheder til alle, kan du ikke undgå tanker om hævn.

Uha, hvis jeg fortalte sådan og sådan om hende...
Hvis jeg nu gjorde dette, jeg ved hun bliver trist over..


Der stopper vi tit vores tanker. "Nej, det kan man ikke tænke." Eller: "Ej, jeg er for ond hvis jeg tænker sådan."

Det bedste vi kan gøre med ting som bringer vrede frem i os, er at tænke tankerne til ende. Altså i stedet for:
"Uha, hvis jeg fortalte om hende, at.. nej, det kan jeg ikke. Det ville være ondt. Sådan må jeg ikke tænke."
Så tænk i stedet tanken til ende. Tænk på hvordan du vil hævne dig, hvordan hun ville reagere og forestil dig en "god" verden, hvor du gjorde det. Dette lyder måske forkert og mærkeligt, men det er faktisk den bedste måde at lindre sorg og vrede på.

Så længe du ikke fører det ud i virkeligheden!


At have disse tanker er helt i orden. Der er intet galt med dig, fordi du tænker dem. Det hjælper dig at tænke disse tanker til ende. Hvis du sagde den og den hemmelighed om dine veninde, så ville hun blive såret og få igen, hun ville føle det du gør, etc.

Tænk dine tanker til ende!
Undertryk dem ikke!


Eksempel:
Jeg snakkede med min psykolog om, om jeg havde nogle tanker omkring ham. Om jeg nogensinde havde forestillet mig en alternativ slutning til det der var sket. Jeg sagde at ja, det havde jeg da. Men jeg synes det lød underligt. Så jeg ville aldrig tænke dem til ende, da de var for urealistiske alligevel, så jeg følte det var spild af tid.
Mine tanker var nemlig, at jeg råbte på mine forældre, løb ned til dem, han kom i fængsel - og i det han trådte ud fra fængslet, kom en mand med en bulldozer og kørte ham ned.

Men hun bad mig fortælle denne tanke til ende, og fortælle den til hende. Jeg følte mig faktisk lidt lettet.

Undertryk ikke jeres tanker, og tænk ikke der er noget galt med dem. Hævnfantasier er helt normale i alle omfang. At drømme om det er også helt i orden. Der er intet galt med det.

Så længe du ikke gør det til virkelighed...

tirsdag den 6. marts 2012

Normal adfærd - Del 2


Jeg lærte en enorm tolerance over for andre mærkelige mennesker, hvilket er på godt og ondt. Det gode ved det er, at man ikke lader sig irritere over nogen, som måske ikke lige passer ind. Man lærer en masse forskellige mennesker at kende, og de har alle et unikt syn på livet. Det får man helt af sig selv, når man lever med et handicap. Man kan dele værdsættelsen af de små ting i livet, som et rask menneske måske ikke kan lige så godt.

Derved lærte jeg også at tolerere ting, som ikke var i orden. Jeg tolererede de ting, som min krænker gjorde ved mig og de ting jeg blev udsat for af andre mennesker. Den oplevelse som fik folk til at gribe ind, var da jeg endnu en gang kom hjem fra skole med blå mærker, et kæmpe blåt øje og næseblod. Et par ældre drenge havde givet mig en ordentlig omgang, så jeg måtte til lægen og få fjernet grus og snavs fra nogle ret dybe hudafskrabninger. Jeg gjorde ikke noget, jeg råbte ikke om hjælp eller sagde noget. Da de var færdige, så samlede jeg bare mine ting sammen og gik hjem. Dét er ikke normalt.

Det fik da også folk til at sige noget: "Du skal slå igen, kæmpe imod dem og blive ved til de ligger ned."

Jeg tror ikke man kan forestille sig, hvor galt det så går. Før i tiden havde jeg været i kontrol ved at styre mig selv hårdt, og ikke reagere. Det var som en kæmpe bobbel, som blev større og større - og nu prikkede en altså hul på den fra den ene dag til den anden.

Det var et forsøg på at gøre mig normal, men det ændrede ikke på noget - nu var jeg bare unormal på en anden måde. Der skulle ingenting til, før jeg kunne tænde fuldstændig af. Noget, som nok også må have været et chok for alle omkring mig. Nu var jeg selv blevet til en af de børn, som slog, sparkede, bed, rev, bandede.. alt det.

I vores lille gruppe af udstødte, mærkelige børn med sære tendenser, havde jeg ubevidst haft en vigtig rolle. Den kan bedst beskrives med en episode, hvor en af dem var gået helt amok imens læreren var væk. En af de andre vender sig om mod mig og siger, at jeg skal gå hen og gøre noget ved ham, for jeg er den eneste, som kan gøre noget. Uden at tænke videre over det, gik jeg hen og uden det store besvær fik ham dæmpet ned og lidt væk fra de andre. Det viste sig, at en af pigerne havde sagt et eller andet til ham han var blevet sur over.

Den rolle havde jeg stadig, delvist. Men i stedet for at få ro på situationen, bidrog jeg til den. Når en gik amok, deltog jeg jeg kaoset - og folk havde bare at træde tilbage og forsvinde, for ellers blev der brugt vold. Når 2-3 drenge uden hæmninger eller sans for normal social adfærd flipper ud, så er det altså ikke bare råben og buksevand. Der blev kastet med sakse og sten. Vi kunne tage fat om nakken på folk, og så knalde deres hoved ind i muren eller noget andet. Vi pjækkede for det meste og mødtes rundt omkring. Nogen gange lavede vi hærværk, dog aldrig noget særlig alvorligt. Vi var heldigvis ikke helt gamle nok til, at ødelægge særlig meget.

De flyttede dog væk, så det stoppede på den måde. Efter noget tid blev jeg passiv og ligeglad igen, og ville ikke have noget med konflikter at gøre. Jeg holdte mig for mig selv. Det var også der den voksne ville begynde at kysse med mig.

Men hvorfra skulle nogen lære, at det er unormalt, hvis de går blandt det unormale konstant?

Det kan måske lyde nedværdigende.. Men jeg ville faktisk ønske, at der havde været et eller andet kursus eller arrangement for de mærkelige børn og unge, så vi kunne lære de basale ting. Desværre går det oftest galt først.

fredag den 2. marts 2012

Fremmedgørelse af normal adfærd - Del 1

Det sker jo en gang i mellem, at jeg pludselig kommer til at tænke på nogle ting.. - Og siden jeg har en ret dårlig hukommelse, er det jo kun en god ting at skrive ned.

Jeg har tilbragt det meste af min tid med "mærkelige mennesker". Udstødte børn og unge, fordi vi ikke passede til samfundets normer. Det var ikke fordi vi ikke ønskede, at være udstødte. Men folk ville bare ikke tage os ind.

En af mine bedste veninder fra folkeskolen havde haft meningitis, og var blevet meget skadet af det motorisk, sprogligt og indlæringsevne. Men folk troede ikke på, at hun kunne føle som andre eller forstå andre, fordi hun ikke kunne udtrykke sig så tydeligt som andre.
Hvilket faktisk var det modsatte af mit problem: Jeg kunne godt udtale mig meget tydeligt - og også meget højt, hvis jeg blev vred. Så folk troede ikke, at jeg var mærkelig. Først efter de tilbragte et par øjeblikke med mig.

Min normale omgangskreds bestod altså af folk, som ikke var 'normale' og havde lige så underlige vaner som mig selv. Så vi var noget af en blandet gruppe:
En misforstået pige, en dreng som spiste kridt og sad i kørestol det meste af tiden, en agressiv "utilpasset unge" og mig, som aldrig sagde noget og holdte mig for mig selv.

Det kunne vel minde lidt om, når man bliver sendt på specialskole. Man omgåes andre børn og unge, som også er ret mærkelige. De smarte eksperter har så travlt med, at de mærkelige børn skal gå sammen med andre mærkelige, for at blive forstået - og ikke mindst for ikke at forstyrre de normale.
Det er også en god idé, men det er en halv løsning.

Det er nemlig en løsning, som fremmedgør normal adfærd. Hvor skal man lære den henne, hvis man omgåes mennesker, som har de samme problemer som en selv?
Der er da nok en masse pædagoger, som kan hjælpe en på vej. Men det er jo ikke det samme.

Nu er det ikke fordi jeg siger, at det ikke hjælper nogen som helst. Men jeg ser igen på det, med en seksuelt misbrugts øjne. Du lærer ikke normal adfærd ved, at gå blandt unormale mennesker. Du lærer ikke, at det altså ikke er normalt at voksne vil kysse børn, og tager tøjet af foran dem.
Samtidig har man vænnet barnet til, at de altså har nogen problemer og jo egentlig er ret mærkelige.

Der bør være rettet opmærksomhed omkring dette. Desværre var det aldrig noget, som jeg selv oplevede. Jeg lærte hvad der var galt med mig, men ikke hvad der var det normale.


tirsdag den 28. februar 2012

Der er håb derude!

Måske virker alt bare håbløst, fremtiden umulig og dine evner som værdiløse. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i mange år, og det var grunden til, at jeg bare tænkte at så kunne jeg da blive prostitueret. Mine tanker var, at det var simpelthen hvad jeg var værd. Så kunne jeg vel lige så godt få det bedste ud af det.

Jeg vil ikke lyve for nogen, og fortælle "det skal nok snart blive bedre". Det vil blive bedre, ja. Men ikke nødvendigvis snart. Som jeg har skrevet før, er den en lang kamp og en langvarig process.

En pædofil skal max. betale 12 års straf for sine handlinger.
Men den pædofiles ofre skal betale tre gange så meget.


Min hverdag er ikke som hos normale unge og voksne i min alder. Jeg har længe synes jeg var svag og ubrugelig, fordi jeg ikke kunne få en normal hverdag til at fungere, med et studie fra 8 til 15 og et studiejob ved siden af. Så måtte jeg da være svag, dum og ubrugelig, tænkte jeg.

Her i det nye år har jeg dog faktisk ikke bare lært at leve med det, men også tænkt over det og blevet tilfreds med det. Det får mig ikke til at føle, at jeg er mindre værd.
Jeg er i øjeblikket på sygeorlov, og har højst sandsynligt ingen muligheder for et fuldtidsjob.

Det er der intet galt med!


Hvem siger, at man skal have en mand/kone, 2,4 børn og et hvidt stakit for at være lykkelig? Hvem siger, at det er påkrævede ingredienser til et godt liv med mening?

Jeg lavede tømrearbejde på deltid, inden jeg kom på sygeorlov. Mit arbejde består nu af, at synge på café og pubs en gang i mellem. - Og ved du hvad?
Det har gjort mig gladere og mere lykkelig end noget som helst fuldtidsarbejde kunne.

Du kan sagtens ende med at blive glad og lykkelig, selvom du ikke har et typisk liv. Bare du laver noget, som du føler du er god til.

"Man-livet" er ikke nødvendigvis lykken. Det er bare det normale. Man-livet er, det "man burde". "Man bør få sig en hus", "man bør få sig en lang uddanelse", "man bør have en fast partner", "man bør få sig børn" og så videre.

Lad dig ikke kue af folk, som er tilhængere af man-livet. For det er dit liv. Du skal gøre det, som gør dig lykkelig.

søndag den 26. februar 2012

De voksne børn

Et intim forhold er en "voksen-ting". Man udsætter barnet for en ting, som voksne gør og giver barnet en voksen rolle. De fleste forbinder ordene "jeg er ikke noget barn!" med en naturlig fase i barnets liv, hvor de gerne vil bestemme lidt mere. Men det kan også være et udtryk for dybe frustrationer over ens blandede identitet.

Mit forhold til min krænker var som et voksent forhold. Jeg skulle i en tidlig alder forholde mig til intimitet, ekskærester, alkohol og en angst for, at jeg aldrig ville slippe væk. Så jeg skulle også tænke på at flytte sammen med en i fremtiden da jeg var 13. Ikke fordi jeg forstod det helt. Jeg følte ingen jalousi for hans ekskærester. Hvad ragede det overhovedet mig?

Men han sagde at sådan var man i et forhold. (Igen, jeg var jo alligevel så mærkelig, så måske var det bare sådan.) Inderst inde var jeg stadig ligeglad, men jeg måtte lade som om jeg ikke var. For tro mig, det ville blive langt værre hvis jeg ikke spillede med.

Så når man konstant skal skifte imellem at være barn og voksen, møder man enorme frustrationer. Ting, som jeg var blevet modne nok til igennem tvang, var ikke noget andre kendte til jo. Jeg kunne sagtens befærde mig i byen om natten, tage transport helt selv, skaffe cigaretter og hvad jeg ellers ville. Det var som at være voksen, fanget i et barns krop. - Og jeg blev langsomt revet i stykker.

På den ene side stod min krænker og ville gøre mig til en voksen, og svinede mig til når jeg ikke sagde mine forældre imod. På den anden side stod mine forældre og ville gøre alt for, at jeg forblev et barn. For det var jo hvad jeg var. Men der kom en reaktion fra min omverden, som jeg slet ikke havde regnet med.

De fleste piger vil jo gerne have modne fyre. Moden var jeg da i hvert fald blevet. Min første kæreste var en angstpræget og selvdestruktiv pige, ekstremt dependant og heller ikke med stor forståelse for, hvad der var normalt. Som 13-årige hang vi ud med forskellige mennesker rundt omkring, drak øl, røg cigaretter eller det der var værre.

I sådan en gruppe møder man forståelse og accept. De ved godt at man ikke er 18, men det er de ligeglade med. Så fuck forældre og fuck pædofile. Vi var unge, frie og fucking ligeglade. Nu kunne vi endelig være "de voksne" som vi var; og jeg havde min mærkelige, unormale gruppe af udstødte ligeværdige igen. Min kæreste, en pige på 17 som konstant røg ind og ud fra psykiatrisk hospital, to søstre som konstant løb hjemmefra og en dreng på 19, som var i en plejefamilie han hadede.

Dog har alting en ende. Min kæreste ville hellere være sammen med den ældre, hvilket jeg sagde på ingen måde var normalt og det lød ærlig talt ret klamt. Det var ikke sundt. De andre var uenige og sagde, at nu opførte jeg mig som "alle de der idioter" som ville have, som ikke fattede at vi var voksne nok til selv at bestemme, og gøre hvad vi havde lyst til.

Men min krænker var da glad for, at jeg ikke havde andre igen. Han vidste aldrig noget om den kæreste, for jeg vidste at han ville betragte det som om, at jeg var ham utro. Overfor ham, skulle jeg stadig spille rollen som en voksen partner til ham.

lørdag den 25. februar 2012

Mine egne børn

Jeg har tænkt meget på, hvordan jeg skal kunne klare opgaven med at have børn, i forbindelse med det som jeg har været udsat for. Noget i mig siger, at jeg vil være alt for paranoid og overbeskyttende. I går fik jeg den tanke, at "hvad hvis jeg kommer til at skræmme dem i stedet?"

Børn skal have at vide ting, som ikke alle er lige sjove, ja. Men det kan jo også blive for meget. Hvad hvis jeg kommer til at give dem min mistillid og paranoia? Eller hvis jeg bliver så overbeskyttende, at de gør en masse dumme ting, bare for at være imod mig? - Og det så ender galt?

Det kan da vel godt være, at det er tanker som alle har omkring sådan noget. Men jeg vil i hvert fald snakke med dem om blandt andet internettet, og stranger-danger.

Umiddelbart vil jeg ikke lægge op til, at de skal begynde at bruge internettet. Men de skal da have lov, hvis de får interessen. Dog med filter. De skal også vide, at de på ingen måde skal mødes med fremmede, eller give deres adresse, navn eller noget som helst.
Noget jeg har lagt mærke til, er også at mange børn i dag tror på nærmest alt, som de får skrevet. For eksempel de klassiske "send denne videre til 10 personer, eller du dør i nat" og sådan noget. Inden de bliver udsat for det, vil jeg fortælle dem om det. - Og at det selvfølgelig ikke passer.

Jeg vil også fortælle, at hvis nogen gør noget som de ikke vil have eller som de synes var ubehageligt, så skal de sige det. Ligemeget hvad det er. Også ligemeget, om personen har sagt de ikke må sige det. For det han/hun siger, passer nemlig ikke. (Med mindre det er fordi deres lærer sagde, at de skulle lave deres lektier, haha.)

Styrke ligger i opfattelse og accept

Vi har alle en styrke i os. Men ikke alle vælger at gøre brug af den - eller de ved ikke, at den er der. Som jeg har nævnt flere gange, skal man se sig selv som en overlever og ikke et offer.

Der findes ingen magisk løsning på, at få den styrke frem. Den må komme af sig selv. Ligesom hvis man altid har været bange for højder, og man så endelig finder styrken og modet til at prøve det Gyldne Tårn.

At holde noget for sig selv, er ikke at være stærk. At smile når man vil græde, er ikke styrke. Mange har den tanke, at de må lade vær med at fortællle om deres problemer, og være stærke for andre. Men de fleste kan godt fornemme, at der er noget galt. Det skader mere end man gavner.

Man må acceptere, at man ikke kan være stærk hele tiden. Det kan ingen. Alle bryder på et tidspunkt sammen, og har de gemt længe på det som går dem på, bliver det et meget voldsomt sammenbrud; som dem, der ender med at blive stofmisbrugere, alkoholiker, kriminelle eller deprimerede mennesker, som ingen kan komme til.

torsdag den 23. februar 2012

"Jeg synes ikke noget hjælper!"

At skulle komme sig over sådan en oplevelse, tager lang tid og er en lang process. Der kan faktisk gå op til et års behandling, før du begynder at få det bedre og mærker forskel. Du skal ikke miste tålmodigheden. Det er en lang og sej kamp, som koster tårer, tid og energi.

Under den første del af behandlingen, kan du faktisk opleve at få det værre. Der laver mange den fejl, at de så stopper. Men grunden til at det bliver værre, er fordi der bliver snakket om det og det påvirker dig. Dine oplevelser kommer pludselig tæt på dig igen, og du er højst sandsynligt ikke vant til det. De fleste har lagt så stor afstand fra det, at hjernen nærmest har glemt det er sket. Det er en naturlig forsvarsmekanisme: Du lukker ned for dine følelser.

Det er også en sund mekanisme - i begrænset tid. Står overgrebene på i lang tid, er det hvad der kan hjælpe dig med at undgå selvmord. Det er en "her og nu" løsning.

Man kan se det som en by, der er under angreb:
Der bliver bygget flere og flere mure rundt om byen, for at holde fjenden væk. Det er selvfølgelig klogt, når byen rent faktisk bliver angrebet. Men har det stået på længe og der konstant er bygget en tykkere mur og flere af dem, bliver det sværere at komme ind i byen.
- Og byen kan ikke udvikle sig! For ingen tør jo bygge udenfor muren, i tilfælde af et nyt angreb.

Du lukker dig derfor inde i dit eget fort, og tør ikke gå ud. Du har måske heller ikke lyst til det, for der er jo så trygt og sikkert derinde. Men der bliver ensomt.. du oplever ikke noget, ingen udvikling og ingen kan komme tæt på dig. Jo mere vant du bliver til at være der, jo sværere bliver det at komme ud.

Det er igen noget, som faktisk gælder flere ting end bare seksuelle overgreb. Det kan også være i forbindelse med mobning, svigt, dødsfald, etc.

Jo længere tid du har gået med det for dig selv, og jo længere tid du har været følelsesmæssigt passiv, jo længere tid vil behandlingen tage.

Som du også kan læse i afsnittene med, hvad man efterfølgende har af problemer efter seksuelle overgreb, ændrer de sig efterhånden som du bliver ældre.
Har man været misbrugt som 8-årig, og kommer i behandling som 10-årig, er det relevante for barnet, at det lærer at genopbygge tillid, selvværd og for bearbejdet oplevelserne. At snakke om sex er ikke relevant for et barn i den alder.
Som teenager, bliver det også relevant at snakke om parforhold og at man ikke skal tage det for hårdt, hvis kæresten slår op og forstå, at det ikke har relevans med overgrebene. Det er blot en naturlig ting i teenagers forhold.
Senere bliver det seksuelle relevant: Hvordan man skal klare at have et normalt og velfungerende seksuelt og intimt forhold til en anden, hvordan man klarer et mere seriøst og længerevarende forhold og at stoffer og alkohol ikke hjælper på det.
Derefter hvordan man skal forholde sig til børn, lære at binde sig til en man eventuelt kan ende med at blive gift med.

Du vil derfor få gavn af behandlingen i mange år. Måske ikke en fast behandling helt til du fylder 30, men når du synes det er relevant, og du når til et punkt i dit liv, hvor du tænker på andre ting.

Hav derfor tålmodighed med din behandling. Et redskab kan være, at du skriver hvad du tænker på, hvad du er ked af det over og så videre fra starten. Du skriver så løbende hvad der bekymrer dig. Du vil så måske efter et år opdage, at du pludselig har fået mindre bekymringer og triste tanker.

onsdag den 22. februar 2012

Spørgsmål - 1

Jeg har fået et par spørgsmål i forbindelse med min blog her, både fra forældre, fra folk som selv har oplevet det samme, og folk som bare er nysgerrige. De fleste af spørgsmålene er fra mine venner, som ville hjælpe mig på vej med at vise et eksempel på, hvordan det vil foregå.

Bemærk, at nogle spørgsmål er redigeret. Det kan skyldes stavefejl, upassende sprog, etc.

Elskede du ham på noget tidspunkt?
Inderst inde, nej. Jeg troede at jeg gjorde. Jeg levede så længe i den rolle han ville have, at jeg til sidst troede at jeg gjorde - jeg forsøgte i hvert fald at overbevise mig selv om, at jeg gjorde. Det var i et desperat forsøg på, at gøre det mindre smertefuldt end det var.




Er overgrebene skyld i din seksualitet?
De har intet at gøre med, at jeg den dag i dag lever et liv som bøsse. Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville offentliggøre min seksualitet, da jeg var bange for, at det ville styrke fordommen om homoseksualitet og overgreb. Det er en gammel skrøne, at drenge som har været udsatte for seksuelle overgreb bliver bøsser.
Den nyeste forskning tyder på, at homoseksualitet stammer fra man er foster, og har noget med kvinden at gøre. Jo flere gange en kvinde har været gravid med et drengebarn, jo flere kvindelige hormoner producerer hun under graviditeten. Det påvirker hjernen og udviklingen på barnet.


Jeg siger ikke, at det er hvorfor nogle bliver homoseksuelle. Blot, at det er det man mener.
Men man er sikre på, at seksuelle overgreb ikke ændrer på ens seksualitet.




Har du fået fordomme efter dine oplevelser?
Engang havde jeg fordomme på grund af det. For eksempel hvis en 13-årig og en 15-årig flirtede, ville jeg omgående tænke at h*n var ude på noget, h*n ville udnytte vedkommende og det udelukkende var en sadistisk interesse for den yngre. I dag er jeg blevet mere rolig. Dog fanger jeg stadig mig selv i at tænke "han ligner sgu da også sådan en", når jeg ser på et billede af en, som en nyhedsartikel skrive rom, som har voldtaget små piger eller noget lignende.




Har du fået din barndom igen, efter du slap for ham?
Ens tid kommer aldrig tilbage. Jeg kan ikke blive et barn igen, men jeg er blevet mere fri. Ting som folk nok ville betegne som barnlige af mig, er jeg begyndt at gøre. Lige da jeg slap for ham, ville jeg lege med LEGO, spille "børnespil" og ville være sammen med yngre. Man kan nærmest sige, at der blev byttet om på min alder:
Først var jeg 0 år til 12, hvor overgrebene begyndte. Så var jeg pludselig som en 18-årig, og skulle opføre mig sådan. Da jeg slap for ham, havde jeg så fra 12 år til 18, som jeg først skulle til at opleve nu.


Man kan sige, at det dog har haft den positive virkning på mig, at jeg nemt kan relatere til børn. I starten da jeg slap for ham, havde jeg kun venner som var yngre end mig. Udelukkende fordi jeg følte, at det var det rigtige. Mange synes måske det er forkert, men jeg fik så mange gode ting ud af det. Jeg kunne opleve den barndom jeg mistede, og jeg kunne også lære at være en "rigtig voksen".








Skriv flere spørgsmål, og jeg vil oprette et nyt indlæg med flere spørgsmål.

tirsdag den 21. februar 2012

Jeg ved ikke hvorfor!

Jeg havde lidt af et meltdown i dag. Når jeg pludselig bliver frustreret, vred, ryster og rigtig trist uden nogen særlig grund eller på grund af små ting, det er noget vi kalder et meltdown nu. For det er ikke bare et sammenbrud, hvor man græder og vil være i fred. Jeg kan fuldstændig miste orientering om hvor jeg er, hvad jeg var ved eller hvorfor. De varer et par minutter, og så er alt i orden igen.

Men endnu et frustrerende aspekt i hele problematikken er kommet frem, og jeg har fundet ud af, at det faktisk går mig meget på. Jeg ved at hvad han gjorde var forkert, og jeg ved at det er en stor grund til at stadig i dag gør de ting som jeg gør, samt mange af mine tanker.

HVORFOR PÅVIRKER DET MIG SÅ MEGET!?


Jeg ved ikke hvorfor det gør! Jeg ved at det er en traumatiserende oplevelse at blive krænket, og derfor har den gjort mig til en lidt underlig en. Men hvorfor? Hvorfor lader jeg mig påvirke af det?
Hvordan kan jeg skrive om mine oplevelser og hvad han gjorde, og stadig være så påvirket?
Hvorfor påvirker det mig? Hvorfor går det mig stadig på? Hvorfor er jeg så mærket af det?

Det plager mig tit. Hele forløbet med min krænker plager mig lidt ekstra, efter jeg er begyndt at skrive den her blog. Der bliver revet op i nogle gamle ting, og jeg skal genleve minderne i mit hoved.

Men det er som om, at det hjælper at få det ned på skrift. Så er der styr på det, i stedet for en masse turmult og kaos.

Jeg har skrevet spørgsmålet ned, til næste gang jeg skal hen til min psykolog. Jeg vil vide, hvorfor jeg er så påvirket af det.

Jeg ved ikke hvorfor.

Det første skridt til et bedre liv

Dette er en oplevelse, som jeg har delt med mange. En så fantastisk følelse, en lettende fornemmelse og en styrke og ro, som jeg bare blev nød til at fortælle folk:
Den første gang jeg fortalte en anden, hvad jeg havde været udsat for!


Min nuværende psykolog var den person, som jeg først fortalte om mine overgreb. Jeg havde før indikeret over for få venner, at "jeg havde en, som gjorde ting jeg ikke kunne lide", men ikke noget konkret.

Min psykolog fortalte jeg præcis hvordan og hvorledes. Altså direkte "jeg er blevet seksuelt misbrugt".

Op til samtalen
Jeg var meget nervøs, jeg rystede på hænderne og havde hjertebanken. Jeg havde besluttet mig for, at min psykolog og jeg skulle snakke om det. Det var hende som gav mig det råd om, at man kunne skrive det for at åbne samtalen, da det oftest var det sværeste. Jeg havde så skrevet en mail til hende (se nederst), som vi havde aftalt. Jeg sagde til hende, at jeg vil have hun svarer, men ikke noget direkte som sådan. Hun skulle bare svare, at hun havde læst min mail og hvordan hun forstod, at det påvirkede mig. Hendes svar var cirka:
Hej Chris
Jeg har modtaget din mail, og kan se at det tydeligvis er noget, som har påvirket dig meget og noget, som vi skal snakke videre om.


Venlig hilsen
***


(Jeg vil ikke sætte hendes mail ind, da hun jo også har ret til at være fortrolig.)


Det gav mig en bekræftigelse på, at hun vidste hvad der var sket og at det var emnet. Hun kunne så stille spørgsmål til det, i stedet for at jeg skulle sige "jeg er blevet seksuelt misbrugt". Det er nemlig noget af det sværeste at gøre: At åbne op om det. Skriv på skrift, det kan tit hjælpe.

Jeg var så også forberedt på, at det var hvad vi skulle snakke om.


Under samtalen
Det var hårdt, det kan jeg ikke benægte. Jeg følte mig svimmel, fortumlet og havde et par gange lyst til at rejse mig op og få min vej. Men jeg blev der. Jeg er også heldig med min psykolog, at hun en gang i mellem lader der være lidt stilhed, så man kan falde til ro igen og snakke videre.
Dog kunne jeg ikke græde under samtalen, da jeg stadig lagde en kæmpe distance fra det. Men det var der intet galt i, og det kunne hun godt forstå.


De første minutter efter samtalen
Vi sluttede samtalen 10 minutter før, da jeg sagde til hende, at jeg bare havde brug for luft. Nu havde jeg for første gang snakket med en anden om mine oplevelser, og jeg kunne ikke mere lige nu.
Da jeg forlod lokalet, var jeg udmattet og træt. Jeg gik ned langs Holbæk fjord, og blev så svimmel at jeg måtte sætte mig ned.

Euforien
En følelse af ekstrem velvære og lettelse. Følelsen af frihed. Da jeg kiggede ud over vandet og tænkte, at nu havde jeg fortalt det til en anden, fik mig til at føle mig så lettet. Jeg gik ikke alene med mine tanker mere.

Jeg sad på bænken i måske 5 minutter. Jeg lyttede til bølgerne, indåndede luften af vand og frost. Kiggede på den smukke himmel. Jeg tog mine sko af, og gned mine fødder i græsset under mig. Jeg havde ikke kunne føle det før, og ikke nyde min hverdag på den måde.
Jeg har prøvet mange stoffer, men ingen af dem kunne give mig så fantastisk en følelse, som den jeg havde der. Jeg fældede en tåre af glæde - noget, som jeg havde været ude af stand til at gøre før.

Et nyt liv
Jeg gik langs fjorden og op i byen. Betragtede interessant menneskerne omkring mig, og følte mig ikke alene mellem dem mere. Jeg følte mig tættere på dem. På en café på hovedgaden bestilte jeg en øl, og satte mig udenfor. Det havde aldrig smagt så godt før. Jeg havde aldrig været i stand til at nyde det på samme måde. Før drak jeg alkohol for at slippe væk fra mine tanker og verdenen. Men nu kunne jeg sidde roligt og nyde smagen, følelsen og bare det at være i byen. Jeg var ligeglad med hvad folk tænkte om mig, og ikke mere fordi jeg havde lukket af for mine følelser. Men fordi jeg bare havde det så fantastisk, at hvis de synes det var underligt, så var det deres eget problem.


Jeg var ikke alene mere, og ikke alene om mine følelser. En anden kendte til min hemmelighed.
Jeg var ikke alene om disse tanker mere.
Jeg var min egen nøgle til frihed.

mandag den 20. februar 2012

"Hvad skal jeg tænke?"

Lidt af en paradoks: Jeg er ikke glad for, at få henvendelser fra folk som selv har oplevet det. Fordi det betyder, at de har været udsat for det.
Men jeg er glad for, at de rækker hånden ud og spørger om råd.

Jeg vil derfor forsøge at lave en slags vejledning til alle, som selv har oplevet det. Den vil blive delt op i flere stadier og indlæg, og jeg tager selvfølgelig fra starten: Hvad du selv skal vide om dine oplevelser.

Du kunne ikke have gjort noget
Krænkere gør brug af mange forskellige metoder. Hjernevask, trusler, vold, magt.. Du var et barn, og han/hun var ældre, mere erfaren og gjorde det forkerte. Du kunne ikke vide, at det var krænkerens hensigt. Du var ikke gammel nok til at vide, hvad det helt præcis var vedkommene ville eller gjorde.
Men du kan gøre noget nu!


Du lagde ikke selv op til det
Det er et meget normalt argument for en krænker at bruge: "Du lagde selv op til det" eller "du ville jo gerne". Det er på ingen måde rigtigt. Et barn vil ikke lægge op til seksuel kontakt med en voksen. Specielt  hos små børn (12-13 år og nedefter), er det på ingen måde hensigten, fordi de ikke rigtig kender til sådan noget endnu. Så blev du udsat for det som måske 10-årig, og vedkommende påstår du selv ville og lagde op til det.. Det er en løgn.
Det er på ingen måde din egen skyld!

Krænkeren er ikke din ven, og elsker dig ikke
Han/hun vil dig ikke noget godt. Det skete ikke fordi vedkommende elsker dig, vil dig det bedste eller noget andet. Det skete udelukkende fordi han/hun vil tilfredsstille sig selv.
Du skal ikke komme med undskyldninger på krænkerens vejne, eller prøve at beskytte vedkommende og komme med bortforklaringer.
Det var forkert af vedkommende, ligemeget hvad!


Du er ikke svag
Du er jo i live. Den mest skadende, traumatiske oplevelse et menneske kan opleve, som ikke involverer døden, er seksuelle overgreb.
Du har overlevet det værste, som et menneske kan udsættes for. Du er skadet og har dybe sår i sjælen, men du står på dine to ben og trækker vejret. Du vandt over krænkeren.
Du er en fighter! Du er en overlever!


Det går ikke væk af sig selv
Du får det ikke bedre af, at gå med det selv. Hverken dig selv, din familie eller dem omkring dig er bedst tjent med, at du bare holder dig for dig selv og ikke gør noget ved det. Ligemeget hvad, så påvirker det dig på en eller anden måde, og det kan faktisk gå ud over andre. Ikke fordi du vil det, men fordi du går med så mange følelser og tanker, at de kan udløse voldsomme reaktioner.
Du er værd at høre på!

Lad det ikke definere dig
Du er en person, et unikt individ. Ikke "den krænkede" eller "den der som blev misbrugt". Du er en person, som oplevede det. Alt i dit liv behøver ikke handle om det, og det er i orden at skubbe det væk en gang i mellem, og bare være dig selv. Ikke alle behøver at vide det. For det vil gavne dig at komme sted hen, hvor du bare er eksempelvis "Laura på 14" eller "Lucas på 17". Ellers risikerer du at glemme dig selv, og blive overrumplet med konstant snak og evige tanker om det.
Du fortjener en pause, når du føler du har brug for det!


Denne liste vil nok blive opdateret løbende...

søndag den 19. februar 2012

Følgerne 2 - Omgang med børn

Jeg vil først lige bruge denne lejlighed til at påpege, at folk som er blevet seksuelt misbrugt som børn, ikke har en øget risiko for selv at blive krænkere. Det er en gammel myte. Desværre er det noget, som de fleste ikke er klar over.

Det er en af de ting som gør, at jeg kan have det ekstrem dårligt med, at være sammen med børn. Specielt at være alene med et barn.
For eksempel var jeg hos min veninde, som har en lille søn. Jeg boede hos hende et par dage, og jeg skulle op på gæsteværelset og hente opladeren til min Mac. Han vil så rigtig gerne med, og inden jeg rigtig ser mig om, så står jeg på værelset og leder efter min oplader, imens han også er der.
Det gjorde mig enormt utryg. Ikke på grund af hans tilstedværelse som sådan, men på grund af "hvad vil folk tænke?", "virker det mistænkeligt?" og så videre.

Dette er faktisk også en angst, som kan være svær at dele med folk: Nogle tolker det nemlig som om, at man kun er utryg ved det, fordi man ved at man kunne finde på at gøre barnet noget. Hvilket åbenlyst er en løgn. Jeg bliver stadig mærket dagligt af mine egne oplevelser, og det sidste jeg ville ønske for et andet barn, var at de skulle opleve det samme.
"Jamen, det kunne jo være du ville gøre det, for at forstå ham som gjorde det imod dig.."
Nej! Jeg vil faktisk ikke forstå ham. Jeg er ikke interesseret i at se det fra hans vinkel, jeg har ikke lyst til at være i hans sted, jeg vil ikke forstå hvorfor han gjorde det. Intet vil jeg have at gøre med hans situation og hans tanker. De skal holde sig langt væk fra mig.

Børn kan være meget spontane, og lige pludselig kommer de bare og krammer en eller sådan noget. Jeg har altid været meget "fysisk kold" over for børn, fordi jeg ikke turde gøre noget som gjorde, at folk kunne tro at jeg var pædofil. Det behøver man ikke en gang at være seksuelt krænket for at frygte. Frygten for at blive dømt pædofil, er noget mange mænd deler.

Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke selv lægger op til nogen som helst fysisk kontakt med børn. Er det ikke dem som kommer til mig og krammer, vil op på ryggen eller noget, så gør jeg det ikke.
Selvfølgelig, hvis det handler om at hive dem ind på fortovet igen eller de er kommet til skade, vil jeg handle. Ellers ikke.

Problemet med denne fysisk passive adfærd er derved også noget, som vil være et problem når man selv bliver forælder. For børn skal da have et kram og føle sig elsekde af deres forældre. Denne angst er altså derfor et enormt handicap for ens voksenliv, når man stifter en familie.
Det er også noget, som man bør vide, når man har med krænkede børn at gøre. Alle de små ting i livet, som lige pludselig bliver et alvorligt problem.

Det er noget jeg tænker meget over, nu som jeg er blevet ældre. I starten sagde jeg bare at jamen.. jeg vil ikke have børn. For jeg ville ikke kunne gøre det, på grund af mine oplevelser. Jeg stoler ikke på, at jeg ville kunne give et barn hvad det krævede.
Men at blive seksuelt krænket gør også, at man ikke lærer hvad der er rigtig og forkert kontakt. Indtil jeg var 15 troede jeg, at det var normalt at voksne ville kysse børn på munden, eller skifte undertøj foran dem.

Så jeg ved altså, hvad der er forkert. De ting jeg blev udsat for, er forkert. Men som forælder er det jo ikke nok at vide, hvad der er forkert. Man skal også vide hvad det rigtige er. Eller i hvert fald have en idé om det. Min viden går groft sagt ud på: Man må ikke røre børns private områder, eller på anden måde røre dem seksuelt eller slå dem.
Når man ser det på den måde, er det virkelig ikke meget viden at have om fysisk kontakt med børn.
Den der "alle forældrepar skal have lov til at prøve sig frem, da ingen mestrer det med det samme", er så noget jeg tit får at vide. Men.. det tør jeg bare ikke. At jeg er enormt selvkritisk hjælper selvfølgelig ikke på det. Jeg vil være den bedste, og jeg vil være den bedste omgående.



Har man med seksuelt misbrugte børn at gøre, er det vigtigt at tænke på alle disse ting. Der burde simpelthen være en behandlingsplan, som fulgte barnet fra overgrebet skete, igennem puberteten, det "unge voksen"-liv, og til sidst i voksenlivet.
Det kan måske lyde som noget, der kræver mange resourcer; og ikke mindst mange penge.

Men jeg kan love for, at det ville være en god investering. For havde jeg haft den nødvendige behandling fra starten, ville jeg ikke skulle have været igennem alle de dyre behandlinger, som jeg er igennem nu.

Offer eller overlever?

Dette gælder ikke bare for disse oplevelser jeg skriver om, men alle slags, hvor man ville kalde vedkommende eller sig selv "et offer". Man hører mest "jeg er et mobbeoffer, da jeg blev mobbet på min anden skole". Min filosofi er, at når man ser sig selv som offer, så bliver det hårdere at komme videre.
Et "offer" er jo ikke en positiv ting.

Er man egentlig ikke en overlever?

Der er folk som begår selvmord på grund af deres oplevelser. Den sidste store sag, var Jamey Rodemeyer, som begik selvmord efter grov mobning på grund af hans seksualitet. Han blev kun 14 år-

Det er altså noget, som man faktisk kan dø af. Men kommer man videre og får det godt igen - eller i hvert fald bedre -, synes jeg ikke, at man skal kalde sig et offer mere. Man skal kalde sig overlever. Du var et offer, men du overlevede.

Jeg tror også, at det kan give mere respekt og forebygge, at man bliver udsat for noget lignende igen. Et offer vil mange betragte som svag og såret, men en overlever har oplevet noget og kommet ud af det, stærkere og klogere.

I hvert fald siger jeg aldrig, at jeg var et mobbeoffer eller at jeg var offer for stofmisbrug. Jeg siger, at jeg overlevede mobningen, og jeg overlevede stofferne. Jeg har taget kampen om med det, gjort noget for at slippe for det - og jeg overlevede.

Hvorfor ikke give sig selv den respekt, og kalde sig en overlever og en fighter?
I stedet for, hele tiden at skulle se på sig selv som et offer.

lørdag den 18. februar 2012

Opmærksomhed kontra oplysning

Vi lever den dag i dag i et samfund, hvor mange tolker folks budskaber som et forsøg på opmærksomhed og berømmelse. Det er egentlig en ret trist og mistillidsfuld udvikling. Men i denne tid med realitystjerner som boller på tv'et for at blive kendisser, er det måske også meget forståeligt.

Alligevel vil jeg gerne skrive et par ord om det hele, imens det stadig ikke er noget problem.

Jeg ønsker på ingen måde, at udstille mig selv som et stakkels offer. Den dag i dag er jeg voksen, og føler mig som en stærk person, fyldt med vilje og kampgejst. Derfor vil jeg ikke ses som et stakkels individ, som er svag og har brug for hjælp.
Det er netop min opnåede styrke og vilje som gør, at jeg har valgt at skrive om mine oplevelser. Først og fremmest, så har jeg fået lagt det lidt bag mig. Jeg kan fortælle det til folk, uden at jeg bliver skadet af det. Jeg kan deltage i en debat om emnet, uden at jeg bliver ked af det og må isolere mig fra omverdenen.
For det andet, så håber jeg at det på en eller anden måde kan hjælpe dem, som har været udsat for det samme. Eller folk, som er pårørte til nogen, som har oplevet seksuelt misbrug.

Jeg vil skabe opmærksomhed om emnet, og de følger det har, at være et barn som blev misbrugt. Ikke om mig og mit liv. For fokus skal ikke rettes imod mig, men de børn som lever i det og dem, som har brug for hjælp.

For mig, er det et fantastisk privilegium, at i dag kunne fortælle om det. At jeg har fundet styrken og overskudet til, at dele det og - forhåbentligt - gøre en forskel.

Grunden til, at jeg oprettede en personlig blog og ikke "artikler" om det skyldes, at jeg selv følte det manglede. Da jeg begyndte at undersøge om krænkede børn på grund af mine egne oplevelser, fandt jeg for det meste kun enkelte historier eller artikler fra psykologer eller lign., som havde haft med dem at gøre.
Jeg kunne ikke finde personlige beretninger, og ingen som skrev personligt hvad de havde oplevet, hvordan de havde det og hvordan det påvirkede dem i dag.

Da jeg begyndte at acceptere at jeg var blevet seksuelt misbrugt, kom jeg meget i tvivl om alt. Alle de problemer jeg oplevede følte jeg, at de aldrig ville forsvinde. Jeg kunne ikke finde nogen som skrev om, hvordan de havde det nu, eller nogle ældre som skrev "disse problemer havde jeg dengang, men ikke mere, nu er det så de her ting jeg kæmper med". Der manglede simpelthen noget forberedende; men uden, at man skulle løfte sløret for sin store hemmelighed for forældrene. For det er ikke altid man lige kan det med det samme.

Så jo, man kan godt sige at bloggen er for opmærksomhed. Men for at skabe opmærksomhed på problemet, oplevelserne og de følger det har.

onsdag den 15. februar 2012

Det første overgreb

Jeg har besluttet, at tiden nu er kommet til at skrive om mit første overgreb. Det er aldrig noget jeg har skrevet om før, som skete med mig. De er altid kommet i form af noveller om en anden, og altid fortalt i 3. person.

Jeg var begyndt på lykkepiller, hvilket desværre havde en meget sløvende effekt på mig. Min ven var der også den aften. Vi havde været ude at gå et godt stykke, så det kombineret med pillerne gjorde mig ret udmattet. Jeg sagde at jeg have brug for at hvile, og lagde mig hen på sofaen. Det sagde han at han godt kunne forstå, og han var også selv ret udmattet. Han lagde sig så over ryglænet på sofaen.

Hvor længe vi havde ligget der, det er jeg ikke helt sikker på. Måske 10 minutter. Jeg lå egentlig og var ikke rigtig vågen, da jeg så pludselig vågnede af, at der var nogle kolde fingre på min mave. De kravlede længere op, og begyndte at pille ved min ene brystvorte. Da jeg prøver at rejse mig op, spænder han i armen og holder mig nede. Lidt efter tager han hånden ned i mine bukser, og så ind under underbukserne.
Der begynder jeg at græde, men han ignorerer det. Så jeg får endelig revet mig væk, og griber faktisk en af de antikke knive jeg har liggende. (En indisk daggert med Shiva's tegn på.)

Under hele forløbet har han egentlig ladet som om, at han sov. Men lige pludselig er han godt nok vågen, og virker meget forberedt på, hvad han skal sige. Først spiller han dum og spørger hvad jeg har gang i. Jeg siger, at han tog fat i mig og rørte ved "private steder". Kan huske at jeg græd ret hysterisk. Så siger han at det aldrig er sket, og at det er noget jeg har drømt. Vi står længe og diskutere det, og han bliver ved med at sige at det ikke er sket, og jeg har drømt det. Han tager så kniven fra mig.

Mine forældre kommer op og spørger hvad der er sket. Han siger, at jeg havde haft et mareridt, men "alt er under kontrol nu". De snakker lidt om, at det kunne være pillerne som gjorde det. Kort efter gik mine forældre ned igen.

Der gik mange år, hvor jeg troede det var en drøm og at det ikke var sket. Jeg bildte simpelthen mig selv ind, at det måtte have været en drøm og det ikke var sket. Til sidst forsvandt det bare fra min hukommelse, indtil for et halvandet år siden.

Jeg ved ikke præcis hvad det var, som gjorde at jeg pludselig kom i tanke om det igen. Men det var virkelig voldsomt, og jeg græd, slog hovedet ind i væggen, gemte mig og gik amok hvis folk kom i nærheden af mig. I mange dage havde jeg det sådan, og jeg begyndte at afspritte og gøre alt omkring mig rent. Jeg børstede tænder og gik i bad flere gange om dagen, skrubbede så hårdt i munden og huden, at jeg begyndte at bløde. I en uge kom jeg ikke ud fra det værelse jeg boede på, da jeg var på opholdssted.

Det var som om, at alle de chok og alt den panik jeg skulle have haft gennem de senere overgreb kom på én gang.

Personalet?
De gjorde ikke noget. Jeg blev fjernet derfra, da de på ingen måde levede op til hvad de havde lovet kommunen, og udsatte mig for professionel omsorgssvigt.

tirsdag den 14. februar 2012

Min egen hemmelighed

Selv den dag i dag, er mine oplevelser stadig en hemmelighed for min familie. Specielt mine forældre. Jeg kan ikke forestille mig at fortælle dem om det, men omvendt vil jeg rigtig gerne. Der er nemlig et spørgsmål jeg vil stille dem, og som fylder så meget i mit hoved.

Var der slet ingen alarmklokker der ringede, da en voksen begyndte at ville 'være ven' med deres barn?


Der er forskellige grunde til, at jeg ikke har lyst til at fortælle dem om det.
Først og fremmest, så føler jeg at jeg ville såre dem hvis jeg gjorde det. At det ville være ondt af mig. De er vel bedst tjent uden den viden, er de ikke? Jeg svinger lidt imellem at jo, det er bedst jeg ikke siger noget eller nej, jeg bliver nød til at sige det.

Så er jeg bange for, at de vil benægte det. At de simpelthen ikke vil tro det og benægte det helt. Sige, at det kan ikke passe og at jeg aldrig skal snakke om det igen.

Hvad så hvis de nu ikke benægter det, men giver dem selv skylden? Hvordan ville de så reagere på det?
Vil min mor blive ved med at forsøge at snakke om det, og spørge så meget, at jeg vil fortryde jeg fortalte dem noget?
Vil min far gøre noget dumt, som at opsøge ham der gjorde det?
Hvor meget ville det ødelægge min familie?
Hvordan skulle jeg overhovedet kunne fortælle dem det?

Så nej, mine forældre ved faktisk ikke noget. Men inderst inde ville jeg gerne sige det til dem. Jeg kan ikke helt beskrive hvorfor, men jeg har det som om at jeg burde. At det er vigtigt, og at de har brug for at vide det for at forstå, hvorfor jeg nogen gange har været så underlig.
Måske har de også allerede en mistanke om det, men tør ikke at spørge.

Jeg har dog lagt lidt strategi for, hvordan jeg måske skulle sige det. At jeg skulle komme med det lidt efter lidt. Først spørge hvad de egentlig tænkte, da jeg begyndte at blive ven med ham.

Under alle omstændigheder, så må jeg tænke lidt videre over det. Jeg tror, at jeg vil spørge min psykolog til råds, og prøve at lægge en plan med hende.

At hjælpe børnene

Under "Følgerne 1 - Parhold" kan man læse bare en lille bid af det, som man skal leve med i voksenlivet, når man er blevet misbrugt seksuelt. Mennesker er et flokdyr og vi trives bedst med andre. Det er derfor en voldsom skade på mennesker, at skulle leve med de følger seksuelle overgreb giver.

Vores samfund og vores system er ikke særlig godt rustet til, at tage sig af de børn.

Samfundet; fordi det helst er noget man ikke snakker om, nogle lærere, pædagoger, m.m vil ikke lave indberetninger da det er 'ubehageligt', og den generelle holdning om, at børn nu til dags er opmærksomhedskrævende og lyver.
Systemet; fordi indberetninger ikke bliver tagt alvorligt, kommunerne er længe om at tage beslutninger og de beslutninger som bliver taget, involverer en masse forskellige placeringer og skiftende voksne i barnets liv.

Altså svigt i barnets liv.

Ikke nok med, at barnet er blevet forulempet og svigtet på den mest ekstreme måde af en ven, et familiemedlem eller en voksen, så skal de også opleve systemet svigter dem.
Skiftende kontaktpersoner, sagsbehandlere, personale, etc, som barnet ikke kan nå at knytte sig til - og opleve, at nogen mennesker faktisk er til at stole på.
Men før alt dette kan ske, skal nogen først tro på hvad barnet siger.

Nu vil jeg lige bruge lejligheden til at sige, at ja, jeg ved godt at nogle børn ikke fortæller sandheden om den slags. Men nu handler bloggen ikke om de børn, men om dem som faktisk har oplevet det.


Men barnet kan vel betro sig og stole på sine forældre?
Forudsat at det ikke er en af forældrene, som har forgribet sig på barnet, selvfølgelig. Men ikke alle børn har forældre de kan stole på, og ikke alle børn har sindet til, at ville betro sig til forældre.
Nogle børn har det bedst med, at skulle snakke med en udefra.
Desuden, så skal familie være familie, og venner skal være venner. Ikke terapeuter, psykologer eller læger.

Jeg kan godt forstå forældres nysgerrighed, hvis man kan kalde det det. Men i hvert fald deres bekymring og alle deres tanker.
Hvad skete der præcist?
Hvem gjorde det?
Er det sket flere gange?
Er det sket for andre? (I børnehaven eller i skolen, for eksempel)
og mange andre tanker. Men at krydsforhøre hjælper aldrig.
Man skal ikke 'bare glemme' det, men alle har brug for en pause fra tankerne, snakken og genfortællinger af overgrebene.


Børnene har brug for et stabilt sted og en person, som er der igennem lang tid. Ikke nødvendigvis for at snakke om hvad der er sket, men bare 'for at være der'. Netop for at barnet oplever at ikke alt ender i svigt og skiftene voksne.

Det er selv noget, som jeg har savnet og stadig gør. Jeg har været en sag i kommunen i mange år, uden nogen faste personer. Ikke nok med at min tillid blev total knust, så lærte jeg heller aldrig at knytte mig igen. En ting, som jeg tror ville have gavnet mig den dag i dag, hvis jeg var begyndt at lære det igen allerede dengang.


Et andet problem med seksuelle overgreb er måden de udføres og påvirker børnene på. Krænkeren truer barnet til ikke at sige noget, får barnet til at tro at det er normalt, eller som det tit sker i incestsager, hvor en forælder er krænkeren: Det er sådan en far/mor viser kærlighed.
Børnene føler en voldsom skyldfølelse og angst. Krænkeren har sagt at h*n vil slå forældrene ihjel måske, hvis det siger noget til nogen.
Angsten for at ingen vil tro på det fylder også meget, specielt hos de lidt ældre ofre.
Mange fortæller først deres oplevelser som voksne.

Selv har jeg aldrig fortalt min familie om det, og indtil for en halvt år siden gik jeg med min hemmelighed helt for mig selv. Jeg har en voldsom angst for mine forældres reaktion, hvis de skulle finde ud af det. - Og som dengang: Jeg vil ikke såre dem, eller jeg er bange for de vil benægte det.

Følgerne 1 - Parforhold

Nu er det jo Valentine's Day. Personligt fejrer jeg ikke - og har aldrig fejret - det, eller gjort noget som helst ud af det. For mig er det en amerikansk tradition, som ikke har nogen relevans i mit liv. Det forveksler mange med, at jeg ikke kan være romantisk.
Der er jo nok mennesker, som er mere romantiske end mig. Jeg er det kun en gang i mellem. Men skal dedikere en dag til kærlighed og romantik, så er det da egentlig ikke særlig romantisk?

Men det har fået mig til at tænke lidt på det med kærlighed og forhold generelt. Jeg fik jo glædelige valentins-hilsner klasket i hovedet allerede ved midnat. Så er det svært at undgå at tænke på.

Mine forhold har altid været ekstremt rodet. Med pigerne skyldes det nok, at jeg ikke rigtig følte at piger overhovedet var mig. Men på det tidspunkt var jeg i en omgangskreds, hvor at homoseksualitet bestemt ikke var i orden. Ikke fordi jeg delte deres synspunkt. Det er bare når der er sket en del ting i ens liv, så tænker man: "Ej, det kan fandeme ikke være rigtig, at jeg nu også kan gå og være 'sær og mærkelig' af det."

Mit kærlighedsliv og mit forhold til andre, er plaget af ekstrem paranoia, dominans, agressivitet og voldsomme humørsvingninger. Jeg har aldrig haft muligheden for, at udvikle et normalt forhold til sex, til min krop og til intimitet. Det er bestemt ikke fordi jeg skammer mig eller er genert - når det gælder fremmede. Jeg har både været dragqueen-stripper og prostitueret: Altså havde man en fetich med at knalde mænd i dametøj, var jeg det rigtige produkt.
Så det er bestemt ikke, at ingen må se mig eller være intime med mig.

Dog, alligevel... Når det er en som jeg skal have et forhold til at fungere med, så bliver jeg først og fremmest dybt paranoid.
"Hvad vil han med mig?"
"Prøver han at udnytte mig?"
"Mener han virkelig det han siger?"
"Er han overhovedet til mænd?"

Alle handlinger fremprovokerer min paranoide tankegang. Hvert et ord og hvert et blik får tankerne frem i mig. Jeg skal hele mit paranoia-spektrum igennem. Jeg kan kun forestille mig, hvor forvirrende folk synes det lyder. Men jeg kan sige jer, at det er opslidende.
Det er jo heller ikke rart for en kæreste, at man hele tiden tænker sådan om vedkommende.

Dominans og agressivitet. Nej, jeg udøver ikke vold. Mere. Jeg har knaldet nogle af mine kærester et par på låget en gang i mellem. Nu vil jeg ikke regne dem med som fortjente det, fordi de blev voldelige. Det lyder måske som en adfærd hos en forkælet unge, men gjorde de eller sagde de noget jeg ikke brød mig om, så fik de det også at vide. Eller føle.
For eksempel kom jeg op og skændes med en kæreste, imens vi lavede mad. Han hakkede grønsager og vendte sig så imod mig, stadig med kniven i hånden. Der var ingen truende gestus ved det, og han svingede ikke med den. Men han skulle fandeme ikke stå og råbe ad mig med en kniv i hånden.

Mine oplevelser i de forhold med vold og seksuel udnyttelse jeg har været i, har bare gjort at jeg nu har udviklet en total "jeg finder mig ikke i en skid"-attiude. Den er måske meget god til alle de psykopater som findes ude i verdenen. Problemet er bare, at ikke alle er det. I min inderste, forskruede og grundlæggende tankegang, er alle de psykopater, som vil udnytte en.
Så selv når folk har gjort noget som åbenlyst var for mit eget bedste, har jeg haft den samme attitude.
Desuden er det en upraktisk indstilling at have, når man er i byen og støder på folk, som er lige så fulde som en selv. For når de råber "fede nar" efter mig eller nogen jeg går sammen med, er det smarteste jo at ignorere det. Men igen: Jeg finder mig ikke i en skid.
Det er altså på godt og ondt.

Allerede nu (eller for mange linier siden), kan man nok forestille sig hvor kompliceret det er, at skulle være i et forhold. Både for vedkommende, og for mig selv. Men de voldsomme humørsvingninger jeg får, hjælper bestemt heller ikke på noget. Først og fremmest fordi det er et tabu, at mænd har humørsvingninger. Det bliver ikke taget seriøst.
Jeg har flere gange oplevet, at det er gået fra at jeg har siddet og moret og hygget mig med et par venner  og hele ugen er gået godt, og pludselig på under et sekund, så bryder jeg grædende sammen.

Det er et følelsesmæssigt turmult, som jeg kun kan have ondt af mine kærester over, at de har skulle opleve.



At have været udsat for seksuelle overgreb og vold, har altså en kæmpe betydning på ens liv. Det er vigtigt, at passe på de børn, som har oplevet at blive krænket. (Se del 2.)